Lad milliarder fra Landsbyggefonden komme ud og arbejde

Niels Jørgen Hansen, adm. direktør. Foto: Tekniq Arbejdsgiverne.
Niels Jørgen Hansen, adm. direktør. Foto: Tekniq Arbejdsgiverne.

Det vil være almindelig sund fornuft for regeringen at give grønt lys til at igangsætte de 453 godkendte almene byggeprojekter, som allerede nu ligger klar i Landsbyggefonden.

I disse uger og måneder kommer der ikke mange nye ordrer i bøgerne hos bygge- og anlægsbranchens virksomheder. Og i takt med, at eksisterende opgaver bliver færdiggjort, kan man se frem til et betydeligt hul i aktiviteten efter sommerferien. Derfor er det et helt rigtigt tidspunkt at fremrykke nogle investeringer, der i sig selv er fornuftige og vil give et betydeligt løft til mange almennyttige boliger. Det er med andre ord helt naturligt at sætte gang i disse tiltrængte renoveringer nu, hvor bygge- og anlægsbranchen har brug for – og ledige ressourcer til – flere opgaver.

De mange byggeprojekter skal som sagt finansieres af Landsbyggefonden med de penge, almene boligbyggerier har sparet op, efter deres realkreditlån er betalt, via deres beboeres huslejebetalinger. Det drejer sig om projekter til en samlet værdi på 18,4 milliarder kroner. Der vil med andre ord være tale om en solid saltvandsindsprøjtning til de virksomheder, som skal udføre arbejdet. Ved at lukke op for midlerne i Landsbyggefonden kan vi sikre et solidt aktivitetsniveau i mange af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen og på den måde sikre jobbet for et stort antal dygtige medarbejdere – også på den anden side af den nuværende krise.

Regeringen har allerede gennemført en række fornuftige tiltag for at hjælpe de virksomheder, der må sende medarbejdere hjem. Men der er sund fornuft i også at arbejde for, at man helt kan undgå, at dette bliver nødvendigt. Og i den proces er Landsbyggefonden et helt naturligt sted at tage fat.

Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Venstre bakker alle op om idéen om at tage hul på fonden.

Relateret indhold