– Folk bor ikke nødvendigvis sammen far, mor og børn, fra de bliver gift, til de dør. Så selvfølgelig bliver vi nødt til at se på, hvordan vi bygger. I dag er folk ofte nødt til at passe ind i den typiske bolig med master bedroom og to børneværelser, siger Mette Mogensen, by- og boligudviklingschef i den almene bygge- og boligadministration Domea.dk.
Derfor giver det mening at eksperimentere med varierede boligformer, så tilværelsens skiftende behov kan imødekommes. Netop det har Statens Kunstfond og Realdanias Boliglaboratorium sat sig for, fremgår det af en nyhed fra Realdania.
Projektet er tænkt som inspiration til byggebranchen, så måden man tænker, udformer og bygger boliger kan blive udfordret.
– Vi er vant til, at en bolig ser ud på en bestemt måde. Men når man får tid og albuerum, som vi jo gør i Boliglaboratorium, til at tænke sig om, kan man måske finde frem til noget, som ingen har tænkt på endnu, men som vil være helt oplagt at gøre, siger Mette Mogensen.
Danskerne lever i dag i 37 forskellige familieformer ifølge Danmarks Statistik.