Kun halvdelen sætter penge af til vedligehold af boligen – og det kan blive dyrt

Det kun er halvdelen af danskerne, der prioriterer en fast opsparing til vedligeholdelse af deres boliger, viser ny undersøgelse fra Gallup og NRGi.
Hvis boligens klimaskjold, som primært er taget, ikke løbende efterses, risikerer boligejere at stå med en stor regning, de f.eks. skal finansiere via feriekontoen. Foto: Gettyimages.
Hvis boligens klimaskjold, som primært er taget, ikke løbende efterses, risikerer boligejere at stå med en stor regning, de f.eks. skal finansiere via feriekontoen. Foto: Gettyimages.

En opgørelse fra Nationalbanken tidligere i år viste, at danskerne har rekordmange penge stående i bankerne. Men pengene bliver sjældent lagt til side til f.eks. udskiftning af tag, vinduer eller renovering af facaden og efterisolering, der kan medvirke til at forbedre boligens energiforbrug.

En ny Kantar Gallup-undersøgelse foretaget for forsikringsselskabet Gjensidige og energikoncernen NRGi viser nemlig, at det blot er 50 % af danskerne, der har egen villa, rækkehus eller lignende, som afsætter penge til vedligeholdelse af deres bolig, men 47 % ikke afsætter penge.

Hos NRGi anbefaler adm. direktør Jacob Vittrup, at danskerne lægger penge til side og samtidig forsøger at udnytte de tilskudsmuligheder til energioptimerende løsninger, der findes:

– Der er mange gode grunde til løbende at sætte penge af til vedligehold. En ting er, at man risikerer at stå med en kæmperegning, som man ikke har budgetteret med, men man forpasser også muligheden for at sikre sig en grønnere, sundere og mere komfortabel bolig ved at vedligeholde løbende, siger Jacob Vittrup.

Oplagt at erstatte oliefyret med varmepumpe

Det kan derfor være økonomisk fornuftigt at lægge penge til side i øjeblikket, hvor der er råderum til det hos mange danskere. Og hvis boligen alligevel skal renoveres, er det værd at være opmærksom på, at tiltagene også forbedrer boligens energimæssige stand.

– Der er kommet en større klimabevidsthed blandt danskerne, og i dag kommer en væsentlig del af CO2-udledningen fra vores boliger. Så når man alligevel skal have renoveret sit hus, er det oplagt at overveje energioptimerende løsninger som for eksempel at erstatte oliefyret med en varmepumpe eller udskifte de gamle vinduer – tiltag der både kan nedbringe varmeregningen og udledningen af CO2, siger Jacob Vittrup.

Kan give skader, der ikke er omfattet af forsikringen

Hos Gjensidige bekymrer den manglende opsparing til uforudsete udgifter og vedligehold skadedirektør Henrik Sagild:

– Uden en buffer til vedligeholdelse kan boligejere komme i økonomisk i klemme, hvis facaden slår revner, der opstår fugt i kælderen, eller der kommer vand ind igennem taget. Der kan komme skader på boligen, som ikke er omfattet af forsikringen, og derfor er det en god idé at tage højde for udgifter til vedligehold gennem en løbende opsparing. Boligens klimaskjold, som primært er taget, skal løbende efterses, og der bør ligeledes tages initiativer til at efterisolere hele boligen, hvis det ikke har været gjort i årevis. Ellers risikerer boligejere at stå med en stor regning, de f.eks. skal finansiere via feriekontoen, eller som de i værste fald kan have svært ved at betale, siger Henrik Sagild, der anbefaler alle boligejere at lave en vedligeholdelsesplan, hvor man løbende sætter penge af.

Relateret indhold