Kulkransporet skal være Aarhus’ nye oplevelses-forbindelse

Vinderne af konkurrencen om udviklingen af Sydhavnens gamle Kulkranspor er nu fundet.
Visualiseringer af vinderprojektet.
Visualiseringer af vinderprojektet.

Projektkonkurrencen om udviklingen af det gamle Kulkranspor med efterfølgende udbud med forhandling, blev igangsat i maj sidste år. 26 rådgiverteams ansøgte dengang om deltagelse, og vinderne blev afsløret ved en offentlig reception i dag.

Fremtidens Kulkranspor bliver en hybrid mellem et byrum og en stiforbindelse, der forener byen tværs over Spanien. Alt sammen udført i et industrielt design, der taler direkte ind i Sydhavnskvarterets profil som erhvervsområde. På sporets brodæk skabes flere opholdspladser, der giver mulighed for pauser undervejs. Dertil udbygges sporet med tårne, som koblingspunkter mellem gadeliv og Kulkransporets hævede byrum. Tårnene giver mulighed for bylivsskabende funktioner som blandt andet vinterhave, trampoliner, klatrenet og rutsjebaner.

Jeg ser et stort potentiale i den måde, hvorpå vinderprojektet formår at bevare og nytænke det gamle Kulkranspor.

Stadsarkitekt Stephen Willacy Aarhus Kommune

Vakt til live

Det bliver Transform med Dissing+Weitling, Lendager Group, VEGA landskab og Søren Jensen som underrådgivere der skal udvikle det gamle Kulkranspor.

– Byens gamle Kulkranspor bliver vakt til live og får en vigtig funktion i midtbyen. Kulkransporet bliver forvandlet til et rekreativt byrum og en central forbindelse for fodgængere mellem Sydhavnskvarteret og Midtbyen. Derudover knytter sporet de kommende byggerier i Sydhavnskvarteret sammen på flere niveauer. Erhverv, byliv og social mangfoldig-hed får gode vækstmuligheder og et godt grundlag for at berige hinanden omkring det nye stærke og revitaliserede Kulturspor, siger Bünya-min Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.

Bevarer og nytænker

Kulkransporet, der tidligere har været brugt til at flytte kul til gasværket, udgør i dag en vigtig del af Aarhus’ kulturarv. Stadsarkitekt Stephen Willacy fremhæver, hvordan netop dette er indtænkt i vinderprojektet.

– Jeg ser et stort potentiale i den måde, hvorpå vinderprojektet formår at bevare og nytænke det gamle Kulkranspor. Projektet tydeliggør Kulkransporet som et vigtigt kulturhistorisk spor for området, samtidig med at det integrerer funktioner i den nye udformning af Kulkransporet, som kvarteret har brug for i den kommende udvikling. Endelig vil jeg gerne fremhæve broløsningen over Spanien. Det er en spændende løsning, der ikke blot binder Frederiks Plads og Sydhavnskvarteret sammen, men som kan blive en flot portal til midtbyen, siger han.

Omdannelsen af Kulkransporet er et centralt åbningstræk i udviklingen af Sydhavnskvarteret, som i de kommende år forvandles fra gammelt industriområde til urbant erhvervsområde.

Visualiseringer af vinderprojektet.
Visualiseringer af vinderprojektet.
Visualiseringer af vinderprojektet.
Visualiseringer af vinderprojektet.

Relateret indhold