I 2014 indgik Københavns Kommune og Transportministeriet en principaftale om en tunneltilslutning fra Nordhavnsvej under Svanemøllebugten til Nordhavnen.
Forslaget til en Nordhavnstunnel stammede fra Trængselskommissionen, der i sin afrapportering havde anbefalet denne løsning for at skabe bedre og mere direkte adgangsforhold til byudviklingsområderne i ydre og indre Nordhavn.
I vinter prækvalificerede Vejdirektoratet så fire hold af entreprenører og rådgivere, der kunne byde på milliardopgaven med anlæg af Nordhavnstunnellen i København.
Nu har MT Højgaard Holdings forretningsenhed MT Højgaard Danmark i joint venture med belgiske N.V. BESIX S.A. indgået en betinget kontrakt med Vejdirektoratet om udførelsen til en værdi af 2.585 mio. kroner.
Kontrakten ventes endeligt underskrevet efter udløb af standstill-perioden medio september 2022.
– Med tildelingen af kontrakten for totalentreprisen er den nye tunnel godt på vej. Det er til stor glæde for Københavns Kommune, By & Havn og de mange nuværende og fremtidige interessenter og brugere af tunnelen, at vi nu når endnu en stor milepæl på projektet. Det vindende joint venture-selskab leverede det bedste bud ud fra både kvalitet og pris, og som bygherre ser jeg frem til det daglige samarbejde om at bygge tunnelen, siger projektchef og ansvarlig for tunnelbyggeriet Silas Nørager, Vejdirektoratet.
Projekteringen og etableringen af byggepladsen ved Svanemøllebugten indledes omgående, når kontrakten er underskrevet. Joint venture-partnerne N.V. BESIX S.A. og MT Højgaard Danmark vil samarbejde tæt med underleverandørerne Niras, Bravida Danmark og Jacobs Sverige AB om udførelsen af tunnelen, der bliver 1,4 km lang og starter ved Nordhavnsvej/østsiden af Strandvænget og ender ved Kattegatvej på Nordhavn.
Leverandør af styresystem er også på plads
Vejdirektoratet har også valgt leverandør for opgaven med styresystem til tunnelen – et såkaldt Scada-anlæg, og her har Vejdirektoratet valgt at tildele kontrakten til ÅF-Industry AB med støtte fra Afry Denmark, som leverede det bedste tekniske tilbud og til den laveste pris.
Entreprisen på levering af styresystemet har en værdi på omkring 70 mio. kroner.
– Det er vigtigt, at vi lærer af de erfaringer, som Københavns Kommune har gjort sig på Nordhavnsvejtunnelen, så vi får et integreret system mellem de to tunnelstrækninger, der fungerer optimalt fra begyndelsen. Opgaven er teknisk udfordrende, og det giver kun projektet en ekstra dimension, at der også skal ske en sammenkobling med det eksisterende system i Nordhavnsvejtunnelen. Derfor er vi ekstra glade for at kunne tildele kontrakten til Afry, som har fremsendt det tilbud med bedst kvalitet, siger projektchef Silas Nørager.
Opgaven med styresystem til tunnelen blev adskilt fra selve tunnelbyggeriet, fordi Vejdirektoratet søgte en leverandør, der er ekspert i avancerede styresystemer. Scada-anlægget, som står for Supervisory Control And Data Acquisition, er et styresystem, der sørger for et samlet overblik over hændelser, meddelelser om tekniske fejl, der skal rettes, og giver mulighed for at igangsætte tunnelens sikkerhedsanlæg efter behov.
Nordhavnstunnelen bliver en forlængelse af den eksisterende Nordhavnsvejtunnel, som allerede har et velfungerende Scada-anlæg. Det system blev taget i brug i 2017 og er siden løbende blevet optimeret af Københavns Kommunes drift- og vedligeholdelsesorganisation.
Begge leverandører planlægger hurtig opstart efter kontraktindgåelse, hvilket forventes at være den 12. september efter standstill-perioden.
Flytter tung trafik væk fra Østerbro-vej
Målet med Nordhavnstunnelen er foruden at skabe mere direkte adgangsforhold til byudviklingsområderne i ydre og indre Nordhavn også at forbedre adgangen til havneaktiviteterne i området. Ligeledes vil en stor del af den tunge trafik blive flyttet væk fra det øvrige vejnet på Østerbro.
Det forventes, at der i åbningsåret i 2027 vil være en trafik på cirka 8.200 biler i døgnet. Projektet vil være forberedt til en fremtidig Østlig Ringvej.
Som en del af projektet anlægger Vejdirektoratet også en midlertidig erstatningshavn ved Færgehavn Nord, hvor cirka halvdelen af de omkring 1500 både i Svanemølle Havn skal flyttes til.
Nordhavn bliver direkte forbundet med det overordnede statslige vejnet via Nordhavnstunnelen og Nordhavnsvej.
Den betingede kontrakt ændrer ikke MT Højgaard Holdings udmeldte forventninger til 2022, men vil yde et væsentligt bidrag til koncernens langsigtede, bæredygtige udvikling i de kommende år.