Konkurrence for teglfacaders overlevelse

Dressed in Clay er navnet på en ny konkurrence, der skal sikre tegl som en del af den danske kulturarv. Tegl skal atter inkorporeres i det danske facadeudtryk, lyder målet.
Idéfolkene bag konkurrencen mener blandt andet, at Skuespilhuset i København er et godt eksempel på brugen af tegl på facader. Foto: Colourbox.
Idéfolkene bag konkurrencen mener blandt andet, at Skuespilhuset i København er et godt eksempel på brugen af tegl på facader. Foto: Colourbox.

Norrøn Arkitekter, Wienerberger og KADK har sammen valgt at sætte fokus på tegls potentialer ved at afholde en åben idékonkurrence på innovationsplatformen Innosite.dk.

Dressed in Clay, som konkurrencen hedder, efterspørger innovative ideer til, hvordan man kan fremtidssikre det danske facadeudtryk i teglsten samtidigt med, at man imødegår det øgede behov for energireducering i vores eksisterende bygningsmasse. Konkurrencen er åben for alle, der har en god idé, og den samlede præmiesum er på 50.000 kr.

Baggrunden for konkurrencen er, at vi i Danmark typisk energirenoverer ved at ‘pakke husene ind’ i en let konstruktion med isolering og udvendig pladebeklædning eller puds. Denne løsning ændrer afgørende på ydervæggenes udtryk og vil over tid føre til en radikal forandring af den eksisterende bygningsmasse. I særdeleshed vil murstensbyggeriets karakteristiske udtryk gradvist blive erstattet af andre typer facader, spår idemagerne bag konkurrencen.

Nordisk identitet

Men hvorfor er det problematisk? Kan andre facader ikke være lige så fine og æstetisk tiltalende som tegl? En af de arkitektvirksomheder, der er optaget af at bevare og nytænke det traditionelle håndværk, er Norrøn Arkitekter. For dem er tegl et vigtigt materiale:

– Det at bygge i tegl er en central del af den nordiske identitet. En identitet og selvforståelse der hurtigt kan udviskes, hvis ikke teglen indtænkes i den hastigt stigende energirenovering, som overgår vores almene boligmasse netop nu, siger Marco Berenthz, partner og ejer af Norrøn Arkitekter

Han mener også, at i en tid hvor mange moderne arkitekter ofte foretrækker glas, stål og beton, er tegl blevet en måde at skille sig ud på, idet tegl kan bruges på mange innovative måder og kan give meget varierede facadeudtryk. I København markerer Skuespilhuset sig især ved sin teglfacade, og i Holland arbejder arkitekter bl.a. med tredimensionelle teglsten.

– Mursten er et lille unikt format, der med sin fleksibilitet passer godt til stort set alle former og med sin særlige stoflighed glider den murede overflade naturligt ind i en hvilken som helst kontekst. Teglmaterialet passer ind i alle miljøer, hvor der efterspørges et menneskeligt og humant udtryk, siger Lars Strand, managing director Wienerberger

Dressed in Clay

Opgaven i konkurrencen er at fremtidssikre det danske facadeudtryk i teglsten samtidigt med, at man imødegår det øgede behov for energireducering i vores eksisterende bygningsmasse. Der efterspørges innovative løsninger på, hvordan teglfacader kan bibeholdes og nytænkes samtidigt med, at der energirenoveres.

Alle kan deltage i konkurrencen på Innosite.dk og gennem tekst, billeder, illustrationer eller video formidle en innovativ løsning til udfordringen.

Konkurrencen er online og løber indtil d. 1. juni 2014.

Konkurrencen udbydes af Tænke Tanken Tegl bestående af teglproducenten Wienerberger, Kunstakademiets skoler for Design, Arkitektur og Konservering (KADK) og tegnestuen NORRØN.

Relateret indhold