Som tidligere nævnt i Dagens Byggeri har Dansk Byggeri fået medhold i en klage i Klagenævnet for Udbud, hvor Aabenraa Kommune i forbindelse med udbud af drifts- og vedligeholdelsesarbejder har begået alvorlige fejl i kommunens eget kontrolbud, der var markant billigere end den billigste private leverandør, og dermed vandt kommunens egen entreprenørgård konkurrencen.
Det var Arkil A/S, der tabte opgaven til kommunen, og administrerende direktør Jesper Arkil siger til Dagens Byggeri:
Det er positivt, at man nu har slået fast, at det er vigtigt at indregne alle omkostninger, når man give et kontrolbud.
Adm. direktør Jesper Arkil Arkil A/S
– Det er ingen ny sag, at der regnes med ‘forskellige regnestokke’ i de kommunale entreprenørgårde og de private virksomheder. Det er positivt, at man nu har slået fast, at det er vigtigt at indregne alle omkostninger, når man give et kontrolbud…
Ikke samme konsekvens
Problemet opstår ifølge Jesper Arkil, når en kommune eller kommunal entreprenør beregner kontrolbuddet med for lav en pris, for så medfører det ikke samme konsekvens, som i en privat virksomhed:
– Et stort underskud i det kommunale bud vil bare kunne gemmes i kommunens samlede økonomi, og dermed er det skatteborgernes penge, det går ud over. Vi andre kommer til at betale ved ‘kasse 1, hvis vi regner forkert. Det betyder underskud. Derfor er opgaven for os at regne den rigtige pris og få alle omkostninger med. Derfor er kendelsen i Klagenævnet vigtig, og vi håber, at det i fremtiden betyder, at flere kommuner er opmærksomme på at få det hele med, siger Jesper Arkil.
Mangler fokus
Han vil ikke hævde, at det er bevidst underbudgettering, der foregår i de kommunale entreprenørgårde, men siger:
– Har man ikke fuld fokus på samtlige omkostninger, kan det være svært at gennemskue tingene, siger den administrerende direktør for Arkil A/S, der mener, at det er politisk bestemt, når der er mangel på udbud:
– Nogen steder oplever vi meget stor interesse for at udlicitere, og kommunerne får lavere omkostninger, mens man andre steder politisk har en anden holdning. Her har vi haft en konkret sag, og vi håber at det rykker mere i retning af konkurrenceudsættelser, slutter Jesper Arkil.