Aarhus Byråd har nu vedtaget den lokalplan, der baner vejen for det nye, banebrydende fodboldstadion, som den internationale tegnestue Zaha Hadid har tegnet og vandt arkitektkonkurrencen med. Med i vinderteamet er også Tredje Natur og Sweco.
Stadion kommer til at ligge i Kongelunden for enden af Stadion Allé. Området er både bynært og naturskønt, og der har derfor været en forudgående og grundig debat om bl.a. projektets klimapåvirkning og parkeringsforhold.
Et markant arkitektonisk træk ved det nye stadion bliver de høje, slanke søjler, der buer udad i toppen og refererer til skovens træer. Facaden opføres i lodrette lameller i lyse, gyldne farvenuancer.
Foran stadion bevares Høgh-Hansens historiske røde bygning, Stadionhallerne. Mellem det nye stadion og nabobygningen med en sportsarena bliver der etableret en ny, stor og offentligt tilgængelig plads.
22.000 siddende tilskuere
Efter planen går byggeriet allerede i gang til januar, så der kan fløjtes til kamp på det nye stadion midt i 2026 med plads til 22.000 siddende tilskuere og op til 24.000 tilskuere i alt.
Først skal tribunerne på det eksisterende stadion på samme placering dog brydes ned, hvilket kommer til at ske i etaper, alt imens AGF fortsat spiller sine Superliga-kampe på plænen i hele 2024.
Det nye stadion bliver opført i et partneringsamarbejde mellem Aarhus Kommune som bygherre, Team Zaha Hadid som totalrådgiver og A. Enggaard som hovedentreprenør.
Den samlede økonomiske ramme for stadionprojektet er på 650 mio. kr. Pengene kommer fra Salling Fondene og Lind Invest på hver 250 mio. kr. AGF skyder 150 mio. kr. ind i projektet fra fremtidige, øgede driftsindtægter.