Køkkenfirma vil sælge halve løsninger til gavn for klimaet

Vil overtale kunderne til at bevare i stedet for at udskifte - det kan sænke CO2 udslippet med op til 80 procent i forhold til et nyt køkken, påpeger producenten.
Ved at genbruge mest muligt af det gamle køkken, kan der spares rigtig meget CO2, pointerer køkkenproducent, som nu sætter genbrug af kundens gamle køkken i system.
Ved at genbruge mest muligt af det gamle køkken, kan der spares rigtig meget CO2, pointerer køkkenproducent, som nu sætter genbrug af kundens gamle køkken i system.

Når der handles boliger udskiftes køkkenet ofte ved samme lejlighed. Eller nogle år senere, når der igen er luft i økonomien, ryger de gamle køkkenelementer ud og ind rykker nye skabe, bordplader og hvidevarer.

Men måske kunne noget af det gamle køkken genbruges på en måde, så køkkenet både virker nyt og friskt, men uden det spild, som også følger med den brug-og-smid-væk kultur, der hersker på køkkenfronten.

Inden for bæredygtighed handler det især om at spare CO2 ved ikke at rive bygninger ned eller udskifte inventar som ikke fejler noget, men som kunne få nyt liv med renoveringer eller opdateringer.

Nu forsøger køkkenproducenten &Shufl at overføre den tankegang til køkken-køberne.

Kortlagde eget CO2-aftryk og så forskellen

Det handler både om at synliggøre CO2-belastningen på de enkelte elementer – et CO2 forbrug, som producenten løbende forsøger at sænke. Men så også give forbrugerne det valg, at udskifte blot dele af køkkenet, så mest muligt af det oprindelige bevares.

Det sidste er den største forskel til øvrige producenter på markedet, mener firmaet selv.

– Vi har kortlagt vores CO2-aftryk, og da vi kiggede nærmere på de data kunne vi se, at det sted, hvor vi kan gøre den største enkeltstående forskel er ved at få vores kunder til at bevare så meget som muligt af deres køkken i stedet for at skifte det ud. Det er muligt at spare mod 80 %, siger Kristoffer Brems, stifter og medindehaver af &Shufl.

I vores showroom har vi helt fysisk lavet en udstilling, hvor man kan se CO2-belastningen på forskellige dele i et køkken. I takt med, at vi udvikler på vores produkter, som er det andet ben i CO2-strategien, vil aftrykket fra produkterne ligeledes blive mindre.

Genbrug er nødvendigt

Der er flere andre i køkkenbranchen, der arbejder med lignende genbrugstanker. Enten ved renovering og ny maling af skabslåger og skuffer eller med nye låger til ældre skabe. Men de udgør en meget lille del af køkkenmarkedet.

Alligevel er genbrug ikke til at komme uden om:

– Det har jo altid handlet om at sælge hele løsninger. Skal du have nyt køkken? Så river vi det gamle ned og smider det ud. Men det holder jo ikke i længden. Vi er nødt til at tænke besparelse – og bevarelse – af ressourcer ind i alle dele af samfundet. Også i køkkenet, mener Kristoffer Brems.

– Vi vil naturligvis gerne sælge køkkener. Men hvis vi kan trække kunderne bare et lille stykke hen af linjen mod at bevare, så hjælper vi dem til at træffe et vigtigt valg, som virkelig gør en forskel.

Relateret indhold