På Stormøllevej 96 i det centrale Køge opføres nu et nyt padelcenter på 1.400 m2.
Fokus bliver på at tilbyde topmoderne faciliteter i forhold til lys, akustik, varme om vinteren, og så bliver der bygget ti meter i højden over nettet, hvilket er højere end flere andre padelhaller i Danmark, der er etableret i eksisterende lagerhaller med 6-7 meter i højden.
Bag opførelsen og driften af padelcenteret står ejendomsudvikler Martin Friis og den tidligere danske landsholdspiller i fodbold, Martin Albrechtsen.
– Vi søsætter et ambitiøst padelprojekt, hvor vi vil bygge, udvikle og drive fire indendørs-, en udendørsbane, et stort loungeområde på 90-100 m2 med fokus på det sociale, sammenhold og kvalitetsfaciliter samt 35 parkeringspladser. Vi vil give den fuld gas og forventer, at vi kan byde indenfor i de rigtig gode rammer i første kvartal i 2023, siger Martin Friis.
Gode omgivelser og sociale tiltag
Martin Albrechtsen tilføjer, at der satses på kvalitetsfaciliteter til konkurrencedygtige markedspriser, så centeret hverken bliver billigste eller dyreste, men et sted, hvor man som spiller kan være sikker på at spille i rigtig gode omgivelser:
– Hos os vil vi skabe et padelcenter med masser af arrangementer, turneringer, træninger og sociale tiltag. Det skal være ‘Padel for alle’, så der vil både være firma- og netværksarrangementer, træning for børn og voksne, alle typer turneringer med fokus på sammenhold og et sted, hvor man er sikker på en god padeloplevelse.
Ugentlig efterspørgsel på padel-grunde
EDC Erhverv Poul Erik Bech har stået for formidlingen af salget af erhvervsgrunden på 3.400 m2:
– Padel er yderst populært, og det kan i den grad mærkes på efterspørgslen fra ejendomsudviklere og investorer. Som ejendomsmæglere går der næsten ikke en uge, uden at vi bliver kontaktet af potentielle købere til tomme grunde eller til lager- og logistikejendomme, hvor de gerne vil bygge padelbaner. Så efterspørgslen er der i den grad fra brugere og investorer, siger Brian Skov Andersen, der er partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Køge og har formidlet salget af erhvervsgrunden.