Klimaberegner skal bringe den grønne omstilling ned i øjenhøjde

ABC - Rådgivende Ingeniører og Adsbøll Enterprise tester ny datamodel, der afslører klimaaftrykket i byggeprojekter. Det skal lette det løbende arbejde med klimatiltag i projekteringen på tværs af faggrupper
Leder af ABC's afdeling for digital design, Martin Hauge (tv.), håber, at den nyudviklede klimaberegner kan gøre klimaaftrykket fra byggematerialer og -systemer gennemskueligt for branchen. Her sammen med Ammar Al-Temimi, der er adm. direktør for ABC, og CEO for Adsbøll Enterprise, Henrik Koch (th.).
Leder af ABC's afdeling for digital design, Martin Hauge (tv.), håber, at den nyudviklede klimaberegner kan gøre klimaaftrykket fra byggematerialer og -systemer gennemskueligt for branchen. Her sammen med Ammar Al-Temimi, der er adm. direktør for ABC, og CEO for Adsbøll Enterprise, Henrik Koch (th.).

De to virksomheder ABC – Rådgivende Ingeniører og Adsbøll Enterprise tester i øjeblikket en ny datamodel, hvor bygningsmodellerne i realtid rapporterer data for komponenternes klimaaftryk. Det skal først og fremmest gøre klimaovervejelserne til en del af hverdagen for alle involverede i designet af nye byggerier.

Kort fortalt giver værktøjet ABC Carbon alle faggrupper mulighed for øjeblikkeligt at se klimaeffekten ved udskiftning af komponenter og materiale på alle dele af et byggeprojekt. Klimaaftrykket målt i udslippet af CO2 beregnes på baggrund af produktdata fra EDP-databasen.

Udviklingen af værktøjet startede i ABC’s afdeling for digital design i Silkeborg.

– Bygge og anlægsbranchen vil gerne levere mere klimavenlige byggeløsninger. Det kræver blandt andet, at klimaaftrykket er gennemskueligt for alle i en ofte kompleks og omskiftelig proces med mange fagligheder og leverandører. Det håber vi at opnå med ABC Carbon, siger Martin Hauge, leder af ABC’s afdeling for digital design.

Trækker i en bæredygtig retning

Siden september sidste år har entreprenørselskabet Adsbøll testet og bidraget til færdiggørelsen af løsningen. Her glæder direktøren sig over muligheden for at få testet bæredygtige løsninger tidligt i processen.

– Bæredygtighed indenfor byggeriet, herunder certificeringer og CO2 aftryk skal være synligt i hele proceduren fra ide til det færdige byggeri. Vi har fokus på at blive inddraget så tidligt i idefasen som muligt, så vi kan bidrage med forslag til løsninger, der trækker i en bæredygtig retning og sætte det rigtige grundlag for byggeri og processen, siger Henrik Koch, CEO for Adsbøll Enterprise.

Lige nu arbejdes der på højtryk med at få modellen beriget med data, men værktøjet er så langt i udviklingen, at Adsbøll vil køre designet af entreprenørens næste store byggeri igennem systemet.

Forbereder byggeriet på fremtidige krav

Indblikket i byggeriets klimaaftryk i designprocessen kan hurtig komme i høj kurs i branchen, når boligminister Kaare Dybvads frivillige bæredygtighedsklasse bliver konverteret til ny regulering af byggebranchen. Af samme grund er klassens klimakrav indført som en baseline i værktøjet.

– Vi skal forberede os på større krav til blandt andet byggeriets klimaaftryk. Derfor har vi gjort det let at simulere den situation, siger Martin Hauge.

Selvom værktøjet kan give en indikation af opnåelsen af kravene i bæredygtighedsklassen, er der ikke tale om et certificeringsværktøj. Klimaberegneren er derimod lavet til at belyse klimaaftrykket, når der overvejes løsninger i designprocessen – ikke til den endelige certificering.

Ser et generelt behov i byggeriet

IT-værktøjer er aldrig bedre end den data, de bygger på. ABC og Adsbøll har derfor gået til kilden til sikring af gode data – IKT-aftalen.

– Med Adsbøll har vi startet ved roden for at kunne foretage hurtige og rigtige beslutninger om klima og økonomi. Vi har udarbejdet et nyt IKT-paradigme, som danner grundlag for alle deres samarbejder og fodrer værktøjet data om såvel klima som økonomi i projekterne, siger Martin Hauge.

I følge entreprenøren peger datamodellen, hvor alle parter inddrages, også på et generelt behov i byggeriet.

– Alle dele af byggeriet skal understøtte en bæredygtig udvikling, og alle involverede parter fra bygherre, arkitekter, ingeniører og entreprenører m.v. vil skulle forholde sig til deres respektive roller i den udvikling, slutter Henrik Koch

Planen for det nye værktøj er, at det kan rulles ud til alle ABC’s andre kunder og måske stilles rådighed på licensbasis til resten af branchen.

Relateret indhold