Klar til storskalaproduktion af papbaserede konstruktionsplader

Unwasted ApS vil bygge et anlæg til produktion af et 100 % cirkulært og bæredygtigt alternativ til træbaserede paneler i den grønne industripark GreenLab i Skive.
Unwasteds kommende fabrik vil producere 160.000 m3 konstruktionsplader til møbel- og byggeindustrien årligt. Grunden er på 75.000 m2, mens fabrikken forventeligt får en værdi af 600 mio. kr. Byggeriet forventes at blive igangsat senere på året. Illustration: C. F. Møller Architects
Unwasteds kommende fabrik vil producere 160.000 m3 konstruktionsplader til møbel- og byggeindustrien årligt. Grunden er på 75.000 m2, mens fabrikken forventeligt får en værdi af 600 mio. kr. Byggeriet forventes at blive igangsat senere på året. Illustration: C. F. Møller Architects

Om Unwasted

  • – Den bæredygtige konstruktionsplade fra Neverwaste er det første produkt fra britiske Unwasted Limited – en hurtigtvoksende virksomhed med fokus på ledende teknologiløsninger, der gentænker, hvordan vi bruger affald til at bidrage til at løse vores klimaudfordringer.
  • – Virksomhedens mission er at producere et cirkulært alternativ til træbaserede plader, som kan laves om og genanvendes i det uendelige – og i processen reducere spild og unødvendig fældning af nye træer.
  • – Det danske anpartsselskab er et datterselskab af et britisk moderselskab, der ejes af britiske og danske investorer.
  • Om GreenLab
  • – Er en grøn og cirkulær industripark, en teknologi-katalysator og et nationalt forskningscenter for grøn energi beliggende i Skive.
  • – Her udvikles fremtidens grønne løsninger i samarbejde med ledende nationale og internationale partnere.
  • – Virksomhederne i industriparken forsynes med bæredygtig energi fra flere energikilder i den form, der passer bedst til deres produktion.
  • – Alle forbundet til SymbiosisNet – en unik grid-løsning, der lader virksomhederne dele deres overskydende energiressourcer med hinanden.
  • – Ambitionen er at eksportere GreenLabs model for teknologi og samarbejde til resten af verden.

Konstruktionsplader produceret af affaldspap og papemballage forventes at sprøjte ud af dansk/britiske Unwasteds kommende fabrik i Skive. Fabrikken bliver cirkulær med cirkulær på, for den cirkulære produktions placering i den grønne industripark GreenLab betyder bæredygtig energiforsyning fra sol, vind og snart også grøn brint.

Ambitionen er at påbegynde byggeriet af den topmoderne fabrik til en værdi af 600 millioner kroner senere i år på en 75.000 m2 grund i den grønne industripark. Fabrikken forventes årligt at producere 160.000 m3 konstruktionsplader til møbel- og byggeindustrien. På sigt vil fabrikken skabe cirka 100 nye lokale arbejdspladser – fra produktionsmedarbejdere til ingeniører.

CEO Rod Fountain fra Unwasted udtaler:

– Vi har ledt efter et produktionssted, der levede op til vores krav til grøn og cirkulær energi, og vi har fundet et godt match i GreenLab. GreenLabs symbiosenet repræsenterer fremtiden for industrielt samarbejde og bidrager i høj grad til Unwasteds cirkulære historie.

Fra pilotprojekt til fuldskalaproduktion

Indtil nu har Unwasted testet produktionen af sit første produkt, Neverwaste, i sit britiske pilotanlæg, men nu er virksomheden klar til at gå i fuldskalaproduktion. Den alternative konstruktionsplade er et bæredygtigt alternativ til konventionelle byggeplader, der bruges i møbel- og byggeindustrien. Konventionelle MDF-plader er lavet af træ og bindemiddel, mens Neverwaste er lavet af genbrugt affaldspap og emballage og kan genbruges i nye paneler igen og igen.

Der bruges en stor mængde energi i form af damp og elektricitet, når Neverwaste-pladerne fremstilles – både i raffineringen af affaldsfibrene og i tørringen af pladerne. Ud over GreenLabs bæredygtige energiforsyning kan Unwasted muligvis også drage fordel af andre rest- og energistrømme fra nabovirksomheder i GreenLab.

Anders Larsen, GreenLabs CTO, siger:

– En fabrik som den, Unwasted bygger, ville typisk få sin dampforsyning fra en naturgaskedel, men hos GreenLab har vi til hensigt at levere den damp, de har brug for, på en bæredygtig måde, bl.a. produceret med energi fra vindmøller, som ellers ville være gået til spilde. På den måde bliver energien brugt på den mest optimale måde, og vi fortrænger gasforbrug.

Han suppleres af CEO i GreenLab, Christopher Sorensen:

– Vores mål er at være det mest attraktive sted for nye grønne teknologier, og vi er overbeviste om, at GreenLabs platform vil skabe merværdi for Unwasted og sikre, at energistrømmene vil blive brugt bedst muligt. Samtidig vil fabrikkens skala give mange energimæssige fordele for parken og yderligere reducere det kollektive CO2-fodaftryk.

Relateret indhold