Klar, parat, søg: Varmepumpepulje på 236 mio. kr. er nu åben

Mere end 235 mio. kr. vil fra i dag blive tildelt danske boligejere, der ønsker at skifte deres gamle varmekilde ud med en luft til vand-varmepumpe eller et jordvarmeanlæg.
Drømmer du om at varme dit hus op på en billigere og mere klimavenlig måde, kan sådan en bandit her være løsningen. I dag åbner Energistyrelsens varmepumpepulje. Foto: VS Automatic
Drømmer du om at varme dit hus op på en billigere og mere klimavenlig måde, kan sådan en bandit her være løsningen. I dag åbner Energistyrelsens varmepumpepulje. Foto: VS Automatic

Det gælder om at være klar ved tasterne, når Energistyrelsens varmepumpepulje åbner i dag kl. 10. Puljen består af 236,1 mio. kr., der gives som tilskud til private, som ønsker at skifte en gammel varmekilde ud med en varmepumpe. Det er muligt at modtage 17.000 kroner i tilskud til en luft til vand-varmepumpe eller 27.000 kroner, hvis man skifter til en væske til vand-varmepumpe (også kendt som jordvarme).

Se her, om du kan få tilskud til en varmepumpe

Hvis du vil søge tilskud til en varmepumpe, skal du leve op til fem krav:

– Dit hus skal være en helårsbolig – og du skal selv eje det

– Dit hus opvarmes med oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel (f.eks. træpillefyr)

– Dit hus må ikke ligge i et område, hvor der er fjernvarme eller planlagt fjernvarme

– Du er ikke allerede i gang med at skifte til en varmepumpe. Du må f.eks. ikke have indhentet et bindende tilbud

– Du ønsker en luft til vand-varmepumpe eller en væske til vand-varmepumpe (også kaldet jordvarme)

Pengene bliver fordelt efter først til mølle-princippet bland de ansøgere, der lever op til kravene. Varmepumpepuljen lukker for ansøgninger, når alle puljemidlerne er afsat.

Læs mere: Alle sejl sat ind, men salget af varmepumper dykker: “Det er dybt frustrerende”

Varmepumpen skal installeres af en professionel

Får du tilkendt tilskud til en luft til vand-varmepumpe, skal din nye varmepumpe installeres af en VE-godkendt installatør indenfor to år. En VE-installatør er særligt kvalificeret til at håndtere vedvarende energiløsninger indenfor et specifikt område, f.eks. varmepumper.

Desuden skal arbejdet laves af en momsregistreret håndværker. Du må altså ikke sætte varmepumpen op selv.

Relateret indhold