JFP skal bygge for PensionDanmark

Moe-domicilet i Søborg, som er ejet af PensionDanmark, står foran en udvidelse på 3.500 kvm. Der stiles efter DGNB Guld.
Vi er meget glade for udvidelsen af PensionDanmarks ejendom og samarbejdet med MOE, fortæller adm. direktør Torben Möger Pedersen. Totalentreprisen er lagt i hænderne på JFP. Arkivfoto.
Vi er meget glade for udvidelsen af PensionDanmarks ejendom og samarbejdet med MOE, fortæller adm. direktør Torben Möger Pedersen. Totalentreprisen er lagt i hænderne på JFP. Arkivfoto.

Om projektet

  • Areal: Tilbygning på 3.560 kvm. kontor samt udvidelse af p-arealet med 1.100 kvm.
  • Tilbygningsår: 2017-2018
  • Lejere: Moe A/S og COOP Danmark A/S
  • Arkitekt: Schmidt Hammer Lassen
  • Ingeniør og bygherrerådgiver: Moe
  • Bæredygtighedscertificering: DGNB i kategorien Guld

Blækket på kontrakten er tørt, og det står fast, at PensionDanmark har skrevet totalentreprisekontrakt med JFP angående en udvidelse af Moe-domicilet udenfor København.

Udvidelsen omfatter en tilbygning på i alt 3.560 kvadratmeter. Tilbygningen bliver indrettet med 264 arbejdspladser. Den nye tilbygning og den eksisterende hovedbygning bliver forbundet med trappe og elevatorskakt.

Herudover bliver parkeringsdækket omkring kontorhuset udvidet med cirka 1.100 kvadratmeter.

Mere DGNB Guld

Byggeriet ligger tæt på blandt andet en dagligvarebutik i drift, en togbane og en busholdeplads. Arbejdet vil derfor kræve tæt dialog og megen koordinering.

– Vi er meget glade for udvidelsen af PensionDanmarks ejendom og samarbejdet med Moe. Den nuværende bygning er DGNB-certificeret i kategorien Guld, og det er også målet for den nye tilbygning til gavn for lejeren og klimaet. Samtidig er certificeringen værdifuld i forbindelse med eventuel efterfølgende genudlejning. Vi ser frem til at overtage tilbygningen i 2018, så den kan bidrage til at sikre medlemmerne gode, stabile afkast i en årrække, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Kompliceret opgave

PensionDanmark og Moe pegede på JFP som totalentreprenør på opgaven blandt andet med begrundelse i relevant projekterfaring – og ikke mindst en tro på, at JFP er i stand til at overholde tidsplanen.

– Der er mange interessenter omkring byggepladsen, hvorfor arbejdet vil kræve tæt dialog og megen koordinering. Byggeriet ligger tæt på en dagligvarebutik i drift, en togbane og en busholdeplads, som skal omlægges under byggefasen. Desuden er der mange beboere i området, ligesom hverdagen fortsat skal kunne fungere i Moes eksisterende kontor, mens byggeriet pågår. En kompliceret opgave, som vi ser meget frem til at komme i gang med, siger Niels Henrik Andersen, direktør for JFP på Sjælland, og peger på, at man samtidig glæder sig over det fremtidige samarbejde med PensionDanmark og MOE.

Entreprisen bliver sat i gang i slutningen af april, og byggeriet skal afleveres 1. juli 2018.

Den nuværende bygning er DGNB-certificeret i kategorien Guld, og det er også målet for den nye tilbygning til gavn for lejeren og klimaet.

Relateret indhold