Intet byggesagsgebyr luner under krisen

Sløjfet byggesagsgebyr har på to år sparet de københavnske virksomheder, og helt almindelige københavnere, for over 100 millioner kroner.
Cecilia Lonning-Skovgaard (V) er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. Pressefoto.
Cecilia Lonning-Skovgaard (V) er beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune. Pressefoto.

Står et københavnsk firma overfor en stor ombygning af hovedsædet i Indre By, eller drømmer direktøren om en tilbygning hjemme i privaten i Brønshøj, så er det op ad bakke lige nu med coronakrisens restriktioner og besværligheder.

Men der er dog et lille lys i mørket for lysten til at bygge.

For en af de mest konkrete håndsrækninger i en krisetid som denne er, at byggesagsgebyret i Københavns Kommune har været sløjfet siden 2. januar 2019.

Og nye tal viser, at det på to år har sparet de københavnske virksomheder, og helt almindelige københavnere, for over 100 millioner kroner.

Byggesagsgebyret blev fjernet, efter at de blå partier i Borgerrepræsentationen stod fast på, at det skal være nemmere, smidigere og frem for alt billigere, når man som privatperson eller virksomhedsejer vil ændre på sin ejendom.

Og det er så simpelt, at man næsten tager sig til hovedet over, hvorfor vi ikke har gjort det noget før: Selvfølgelig skal vi ikke forhindre og unødigt fordyre nybyggeri. Vi skal understøtte det, så vi bliver stærkere som by.

Og det giver simpelthen ikke mening at have et system eller en forvaltning, der fakturerer borgerne i dyre domme for at få tilladelse til at bygge.

Efter coronakrisen har vi brug for en by fuld af moderne bygninger, der øger medarbejdertrivslen og virksomhedens vækst og omsætning.

Så lad os glæde os over, at borgernes penge i krisetider bliver i borgernes lommer.

Relateret indhold