Installationsbranchen i front med praktikpladser

Underdirektør Tina Voldby, Tekniq. Pressefoto.
Underdirektør Tina Voldby, Tekniq. Pressefoto.

Der bliver generelt oprettet færre praktikpladser, men særligt én branche går imod strømmen. Det er installationsbranchen, hvor der inden for det seneste år er indgået det højeste antal uddannelsesaftaler siden 2008. Det viser nye tal fra Undervisningsministeriet og installatørernes organisation Tekniq.

På elektrikeruddannelsen og vvs-energiuddannelsen er der indgået 1.514 nye uddannelsesaftaler fra januar til juli 2016. Det svarer til en stigning på 13 procent i forhold til samme periode i 2015.

Attraktive uddannelser

Den store stigning i antallet af praktikpladser i installationsbranchen skyldes flere ting. Både elektriker- og vvs-energiuddannelsen er attraktive uddannelser. Installationsbranchen udvikler sig konstant, og den appellerer til de unge, som gerne vil bruge hovedet og hænderne på samme tid.

Samtidig er der en stor vilje blandt de tekniske installationsvirksomheder til at åbne dørene for lærlinge. Virksomhederne ved, at der skal oprettes lærepladser for at sikre kvalificeret arbejdskraft fremover, og installationsbranchen er sit ansvar bevidst.

Det håber vi også, at de andre brancher, der har brug for især elektrikere, er bevidste om. Det er et fælles ansvar at uddanne de unge, og kun på den måde kan vi undgå mangel på arbejdskraft i fremtiden.

Relateret indhold