Flere end 800 borgere har deltaget i processen omkring udviklingsplanen for Indre Aarhus Ø. Udviklingsplanen indeholder 30.000 færre etagemeter byggeri end oprindeligt planlagt. Lavere højder og mindre tæthed var nemlig nogle af de stærkeste ønsker, borgerne havde for den indre del af Aarhus Ø – sammen med ønsket om en ny skole, en daginstitution, en moderne bypark og flere grønne åndehuller. Magistraten i Aarhus Kommune behandlede udviklingsplanen mandag morgen.
Aarhus Kommune har sammen med arkitektfirmaet Gehl udviklet en omfattende borgerinddragelsesproces, der blandt andet har bestået af fire borgermøder med workshops og guidet gåtur i udviklingsområdet. Borgerne har under hele processen kunnet komme med deres forslag og ønsker til indholdet af udviklingsplanen.
Det har været utroligt skønt at mærke det engagement, der er for byudviklingen af Aarhus Ø – ikke blot fra de, der dagligt bor og arbejder her, men fra borgere fra hele byen.
Partner Camilla van Deurs Gehl
– Borgerne er kommet med nogle virkeligt gode bud og ønsker til udviklingen af den inderste del af Aarhus Ø. Vi ønsker at skabe en “hverdagsby”, og det er derfor vigtigt, at vi lytter til de borgere, der dagligt færdes i byen. Borgerne har sat klare aftryk i udviklingsplanen blandt andet i form af færre etagemeter byggeri, siger Bünyamin Simsek (V), rådmand for Teknik og Miljø.
Flere end hundrede idéer
Der er kommet flere end hundrede idéer og forslag til området Indre Aarhus Ø fra borgerne. De indkomne forslag og idéer, der blev til ni delstrategier for området, har dannet baggrund for udarbejdelsen af forslaget til udviklingsplan.
Med en “hverdagsby” forstås et område med boliger, arbejdspladser og offentlige institutioner – et sted for byens borgere og for byens mange besøgende. Samtidig vil den indre del af Aarhus Ø, hvis udviklingsplanen bliver godkendt, i højere grad end det yderste Aarhus Ø, komme til at ligne resten af midtbyen med karréer, offentlige servicefunktioner og intime pladsdannelser. Det er ønsket, at den nye bydel skal være stedet, hvor byen og øen bliver hægtet sammen.
– Det har været utroligt skønt at mærke det engagement, der er for byudviklingen af Aarhus Ø – ikke blot fra de, der dagligt bor og arbejder her, men fra borgere fra hele byen. Det er tydeligt, at Aarhus Ø har betydning for mange og en af de helt store borgerønsker har netop derfor været, at sikre god adgang til havnen og kanalerne samt en grøn bydel med byggeri, der respekterer den menneskelige skala og flere offentlige funktioner, så mange kan nyde godt af området, siger Camilla van Deurs fra Gehl.
Når forslaget til udviklingsplanen er vedtaget i byrådet, og høringsperioden begynder, bliver der holdt et nyt borgermøde. Her har borgerne igen mulighed for at give holdninger og supplerende idéer til kende.
