Igen må de små virksomheder holde for

Hanne Nylev fra N.H. Staal WaterCut i Vester Skerninge er Hovedbestyrelsesmedlem i DS Håndværk & Industri.
Hanne Nylev fra N.H. Staal WaterCut i Vester Skerninge er Hovedbestyrelsesmedlem i DS Håndværk & Industri.

Jeg troede ikke mine egne ører, da jeg for nyligt hørte økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager melde ud, at der skal være en lønstigning på 3.000 kroner blandt alle lønmodtagere de næste par år med en kompensation til virksomhederne i form af en nedsættelse af PSO-afgiften.

For det første har det da aldrig været god skik og brug, at en minister går ud med et politisk budskab om lønstigninger. For det andet er det helt og aldeles varm luft at hævde, at en nedsættelse af PSO-afgiften vil kompensere for virksomhedernes ekstra lønudgift, da det kun er de helt store virksomheder, som får gavn af denne nedsættelse – de små virksomheder vil overhovedet intet mærke til det.

Altid forskel

Der vil altid være forskel på, hvem og hvor meget et indgreb rammer. Sådan er det. Men det er gang på gang de små håndværksvirksomheder, der må holde for. Væk er tilskuddet til at ansatte lærlinge. Ved årsskiftet fjernes BoligJob-ordningen. Nu sendes der så et signal om en ekstraudgift til lønninger, som serveres med en kompensation, der er uden betydning for de små og mellemstore virksomheder.

Ganske vist er det kun en politisk udmelding. Men det sender et helt forkert signal og lægger pres på de mange små virksomheder over hele landet, der har nok at gøre med at drive deres forretning. Ude hos den lille håndværksmester vil det virke som den tredje økonomiske lussing i træk.

Tag hensyn

Selvfølgelig skal vi af med afgifter og tilskud. Vi skal ikke leve i en afgifts- og tilskudsverden. Men det skal ske på en måde, der også tager hensyn til de små virksomheder. Og så er det fuldstændig utilstedeligt, at Margrethe Vestager går ud med et politisk budskab om lønstigninger – det giver et helt forkert grundlag for de lokale lønforhandlinger, vi netop nu er i gang med.

Relateret indhold