Idverde genanvender jord og recycler knust beton

Landskabsgruppen følger kundernes efterspørgsel og sætter nu ind på mere natur og mindre miljøbelastning.
Landskabet ved Bakkedraget i Hellerup er blevet skabt med brug af genanvendt jord.
Landskabet ved Bakkedraget i Hellerup er blevet skabt med brug af genanvendt jord.

På Bakkedraget i Hellerup har landskabsgruppen Idverdes datterselskab, Malmos, med genanvendelse af jord anlagt et strandengsmiljø, der komplementerer liebhaverlejlighederne ud til vandet.

Og fremover vil man se flere lignende projekter fra Idverde, som har sat sig for, at kunderne – så vidt det er muligt – skal have naturbaserede og miljøvenlige alternativer til de løsninger, de efterspørger, fortæller CEO Morten Dohrmann Hansen:

– Det kan for eksempel ske ved at anvende den jord, der allerede findes på området. Det kan også være recycling af nogle af de materialer, som findes lokalt, for eksempel knust beton, som er velegnet til bundsikring eller bærelag ved blandt andet stier og pladser. Begge dele reducerer CO2-aftrykket, fordi der for eksempel ikke skal transporteres så meget jord. Det betyder også mindre trafikgener og støj for beboerne i området. Vores indsats for øget bæredygtighed skal nå ud til alle led – uden at vi går på kompromis med kvaliteten, siger han.

Alternativ tilgang giver mange gevinster

På Bakkedraget i Hellerup er jorden i området både næringsfattig og salt, og derfor blev opgaven med at få planter til at gro ikke helt sædvanlig.

Fra tidligere forsøg i området vidste Malmos dog, at det ikke gav ekstra vækst i plantemiljøet at blande jorden med andre jordtyper. Derfor tilførte Malmos ikke mere næringsrig jord, men brugte i stedet 16.000 tons jord fra udgravningen af p-kælderen.

Jorden er fordelt på plantefelter, bærelag på terrasserne, etablering af plantetag til den underjordiske parkeringskælder og som bundsikring til en cykelsti. Der er sået strandengsblandinger optimeret til den næringsfattige og saltholdige jord frem for at anlægge blomster og planter, der kræver mere næringsrig jord og vand.

– Bakkedraget er et godt eksempel på de mange gevinster, der er ved en alternativ tilgang til anlægsprojekter – og fordelen ved at være tidligt involveret som anlægsgartner, siger Kim Thinggaard, adm. direktør hos Malmos, og uddyber:

– Det sparer omkostninger i form af mindre jordtransport, som tilmed reducerer CO2-forbruget. Derudover giver det bedre vækstbetingelser for planterne at tage udgangspunkt i de forhold, der er på området.

Relateret indhold