Hvornår er der tale om ekstraarbejder?

Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.
Advokat Holger Schöer, Kromann Reumert.

Entreprenør kan ikke kræve særskilt betaling for ekstraarbejder, hvis entreprenøren havde eller burde have været bekendt med, at det pågældende arbejde fremgik af udbudsmaterialet.

Indledning

Der opstår ofte tvivl om, hvorvidt en ydelse fra entreprenørens side er omfattet af kontrakten eller falder uden for kontrakten, og dermed er ekstraarbejde, der kan begrunde krav om ekstra betaling.

Hvorvidt der foreligger ekstraarbejde eller ej, afhænger i første omgang af selve kontrakten. Giver kontrakten ikke noget svar, har det især betydning, om det forhold, der fører til, at arbejdet bliver mere omfattende, var forudseeligt for entreprenøren på tilbudstidspunktet.

Sagen

I en kendelse afsagt af voldgiftsretten (gengivet i TBB 2017.618) havde en underentreprenør og totalentreprenør indgået aftale om underentreprenørens udførelse af overfladebehandling af stål og beton i en motorvejstunnel, som totalentreprenøren skulle anlægge. Der opstod efterfølgende tvist om omfanget af ekstraarbejder og vederlaget herfor.

Underentreprenøren gjorde krav på særskilt betaling for overfladebehandling af ankerhoveder, da han ikke mente, at det var omfattet af parternes aftale, og at arbejdet derfor var ekstraarbejde.

Voldgiftsretten lagde i sin begrundelse vægt på, at det fremgik af udbudsmaterialet med overskriften Jordankre, at spunsen skulle forankres med jordankre i hver anden spunsbugt. Ifølge det af underentreprenøren afgivet tilbud, var underentreprenøren i besiddelse af udbudsmaterialet. Underentreprenøren havde desuden været med til et møde på byggepladsen, inden parternes aftale blev indgået, hvor man kunne se, at der var jordankre ved hver anden spuns.

På den baggrund fandt Voldgiftsretten, at underentreprenøren havde eller burde have været bekendt med, at der var ankerhoveder i det område, der skulle overfladebehandles. Det har derfor påhvilet underentreprenøren at gøre opmærksom herpå, hvis dette arbejde ikke var omfattet af tilbuddet.

Konklusion

Kendelsen illustrerer, at hvis kontrakten ikke giver et svar, vil det til brug for vurderingen af, om der er tale om ekstraarbejde eller ej, være af betydning, om ekstraarbejdet fremgår af udbudsmaterialet, og at entreprenøren har været i besiddelse af udbudsmaterialet.

Det vil yderligere kunne spille ind, hvis entreprenøren har beset byggepladsen inden afgivelsen af sit tilbud. Entreprenøren skulle for at kunne have krævet ekstra betaling gjort opmærksom på, at det pågældende arbejde ikke var omfattet af tilbuddet.

Relateret indhold