HusCompagniet køber konkurrent for en halv milliard

Eurodan-huse bliver en del af HusCompagniet, fordi sidstnævnte ønsker at supplere deres organiske vækst med strategiske opkøb.
Thomas Dahl, der er administrerende direktør i Eurodan-huse, har netop sammen med sin bror solgt familievirksomheden til HusCompagniet. Pressefoto.
Thomas Dahl, der er administrerende direktør i Eurodan-huse, har netop sammen med sin bror solgt familievirksomheden til HusCompagniet. Pressefoto.

Kundetilfredshed, nye evner til at trykke leverandører på prisen samt bedre mulighed for at investere i digitalisering og bæredygtighed.

Det er nogle af de gevinster, som den administrerende direktør for HusCompagniet, Karsten Rydder Pedersen, venter at realisere, om konkurrencemyndighederne giver grønt lys for selskabets nyudmeldte fusion med Eurodan-huse. Man har smidt 500 millioner kroner på bordet, og kontrakten er indgået. HusCompagniet venter dermed at blive landets aboslut største virksomhed, når det kommer til byggeri af en-familieshuse.

– Jeg vil mene, at der bliver bygget lige omkring 10.000 til 11.000 nye en-familieshuse herhjemme om året. Vi forventer fremadrettet af have vores navn på små 2000 af dem, og dermed bliver vi den største spiller herhjemme, lyder det fra direktøren, der sætter stor pris på den nu tidligere konkurrents beslutning om at lade sig opkøbe:

– Eurodan-huse har været på en fantastisk rejse og under kompetent ledelse og ejerskab i familien Dahl. Vi ser meget frem til at byde dem og deres ansatte velkommen i HusCompagniet-familien, lyder det.

Byggeriet i udvikling

Det nye selskab får – hvis man lægger tallene sammen – en årlig omsætning i omegnen af 4,4 milliarder kroner. Den styrke, der er i de store tal, skal bruges aktivt, siger Karsten Rydder Pedersen.

– En af de helt store ambitioner under den nuværende regering er bæredygtighed – særligt i byggeriet. Jo større vi bliver, jo nemmere kan vi også udvikle nye byggematerialer og byggemetoder, som kan reducere vores CO2-aftryk eller på anden måde klimaoptimere forretningen. Det tror jeg, der bliver efterspørgsel på i fremtiden, siger den administrerende direktør.

Også IT-mæssigt er der kæmpe landvindinger i vente. Med BIM kan man optimere sine processer og blive langt mere konkurrencedygtige, og her er håbet for det nye selskab, at man nemmere kommer i gang med digitaliseringen.

Forsætter side om side

De to selskaber vil fortsætte som hidtil under hver deres banner, HusCompagniet og Eurodan-huse, med separate organisationer og egne designs. Nu tidligere ejer Thomas Dahl, der er administrerende direktør i Eurodan-huse, siger følgende om fusionen:

– Vi ser frem til at blive en del af HusCompagniet koncernen og sammen fortsætte med at levere kvalitetshuse til vores kunder, som vi har gjort siden 1978. Sammen kan vi tage det næste skridt, og gøre det endnu lettere og trygt at bygge nyt.

Haps for en mundfuld

Der er et andet plus på kontoen, for ejeren af HusCopagniet – kapitalfonden EQT. Med opkøbet af Eurodan, gør man også selskabet mere attraktivt for opkøb.

Allerede for godt et år siden forsøgte EQT sig med et frasalg, hvor fonden forsøgte at afhænde HusCompagniet med et prisskilt på fire milliarder kroner. Men interessen viste sig at være fraværende. Indkorporeringen af Eurodan-huse gør bestemt ikke HusCompagniet mindre attraktivt for en eventuel køber.

Jo større vi bliver, jo nemmere kan vi også udvikle nye byggematerialer og byggemetoder, som kan reducere vores CO2-aftryk.

Relateret indhold