– Vi mærker en massiv efterspørgsel på grøn fjernvarme, og de nuværende energipriser har kun øget behovet for hurtig handling. Normalt graver vi ikke stik til fjernvarme ned om vinteren, men vi har på grund af den store interesse og det massive behov for fjernvarme valgt at arbejde både den kommende og næste vinter for at imødekomme det store behov, siger kundedirektør i Fors, Rikke Saltoft.
I øjeblikket arbejder Fors’ entreprenører på gravearbejdet til 2. etape af udrulningen af fjernvarme i Himmelev ved Roskilde – et arbejde, der skulle have været færdigt i efteråret 2024.
Ved også at arbejde i årets koldeste måneder kan Fors formentlig gennemføre både 3. og 4. etape af arbejdet med at udlægge fjernvarme markant hurtigere end planlagt. Det betyder, at Himmelev-kunderne frem for dyr gas eller olie har udsigt til fjernvarme i hjemmene tidligere end forventet.
Hurtigere væk fra gas
Denne forcering får ikke blot en stor betydning for de kunder, der skal have fjernvarme i 3. etape, men også for de kunder, der i forbindelse med etape 4 skulle være konverteret fra gas eller olie til fjernvarme.
– Vi skulle efter den oprindelige tidsplan være begyndt med gravearbejdet til 3. etape i april 2023, men vi begynder i stedet dette arbejde omkring efterårsferien 2022. Det er en acceleration, som kunderne virkelig kommer til at mærke, og jeg er rigtig glad for, at vi kan hjælpe kunderne væk fra gas hurtigere end forventet og samtidig bidrage til, at CO2-aftrykket bliver betragteligt reduceret, siger Rikke Saltoft.
Afhængig af leverandør
Den markant hurtigere tidsplan forudsætter, at de relativt milde vintre, vi har haft herhjemme de seneste år, fortsætter, og at leveringen af fjernvarmemoduler ikke bliver ramt af forsinkelser, understreger kundedirektøren:
– Det er klart, at hvis vi får to ekstremt hårde isvintre, hvor temperaturen falder til langt under frysepunktet over længere tid, så vil det være fysisk umuligt at grave. Desuden er vi afhængige af, at vores leverandør fortsat kan levere fjernvarmeanlægget.
– Nu gør vi vores del ved at færdiggøre gravearbejdet hurtigere end ventet, så vi har alle forudsætninger for også hurtigst muligt at få fjernvarmen til at flyde ude hos kunden, slutter Rikke Saltoft.