I Randers vil regionshospitalet opfører byggeriet Vita over de næste 10 år.
Projektet, der netop er sendt i udbud, har en samlet økonomisk ramme på 864 mio. kroner, hvortil der kommer en option på to sengeafsnit, som vil øge summen med 110 mio. kroner.
Læs også: Udbygger regionshospital for 832 mio. kr.
– Vi har arbejdet frem mod det her længe, så det er en glædelig milepæl, at vi nu er nået hertil, hvor vi kan invitere kompetente potentielle samarbejdspartnere ind i projektet. Vi glæder os til at se Vita vokse i de kommende år, siger lægefaglig hospitalsdirektør Lone Winther Jensen.
Prækvalifikation og dispositionsforslag
De 19.000 nye m2 med forbindelse til det eksisterende hospital skal give rum til nye operationsstuer, opvågning, intensivafsnit, fødestuer og neonatalsenge.
Det oplyses, at byggeriet udbydes i en totalentreprise med tidlig inddragelse af totalentreprenøren, og at projektet samles i ét udbud, hvor totalentreprenør og totalrådgiver går sammen i hold.
Læs også: 3.300 kvm hus til havvandsvarmepumpe kan skilles ad efter behov
Via prækvalifikation udvælges tre-fire ansøgerhold, som hen over sommeren afgiver deres tilbud på at udføre projektet.
Vinderen af udbuddet forventes at blive udpeget i december 2024, hvorefter Regionshospitalet Randers indleder en samarbejdsfase med totalentreprenør og totalrådgiver. Her arbejder parterne ud fra det dispositionsforslag, der er udfærdiget af bygherrerådgiver, Cowi og Arkitema, og godkendt af regionsrådet.
Byggeriet forudsætter nedrivning af to eksisterende bygninger, og de første mursten forventes at blive revet ned i 2026.