Hospitalsbyggeri står over for yderligere forsinkelse

Arbejdet med at få bygningerne på det nye hospital i Skejby klar til drift er mere kompliceret end forventet, og projektet kan således ende med at blive forlænget med ni måneder.
Det Nye Universitetshospital i Aarhus fylder efterhånden godt i landskabet - men der kan komme til at gå lidt længere tid end planlagt, før det kan tages i brug. Foto: Projektafdelingen for DNU
Det Nye Universitetshospital i Aarhus fylder efterhånden godt i landskabet - men der kan komme til at gå lidt længere tid end planlagt, før det kan tages i brug. Foto: Projektafdelingen for DNU

Det lader til, der kommer til at gå lidt længere tid, inden Det Nye Universitetshospital i Aarhus kan tages i brug. I hvert fald bringer Region Midtjylland en nyhed på sin hjemmeside, hvor de oplyser, at projektafdelingen for hospitalet har været igennem de første afleveringsforretninger med entreprenørerne og den efterfølgende proces omkring overdragelse og klargøring af bygningerne til Aarhus Universitetshospital.

Ud fra dette har man konkluderet, at der er brug for mere tid til udbedring af fejl og mangler, indregulering af tekniske anlæg, indhentning af byggeteknisk dokumentation og andre aktiviteter i forbindelse med processen op mod ibrugtagning af bygningen.

Derfor skal Regionsrådet for Region Midtjylland den 30. november behandle et forslag om at ændre udflytningstidsplanen for projektet.

Ni månedere

Det oplyses, at der allerede er sat gang i flere tiltag, der skal medvirke til, at processen omkring aflevering og klargøring af bygningerne afvikles optimalt. Projektafdelingen for DNU og afdelingerne på Aarhus Universitetshospital arbejder tæt sammen om dette. Vurderingen er, at der generelt er brug for cirka ni måneder ekstra for at få bygningerne klar til brug.

Hvis regionsrådet vedtager at udsætte flytteplanerne for hospitalerne i Aarhus, betyder det, at det nye fælles Akutcenter først bliver taget i brug i løbet af oktober 2017. Fraflytningen af hospitalsbygningerne på Tage-Hansens Gade og Nørrebrogade bliver i givet fald også udskudt.

Region Midtjylland fortæller videre, at i den foreslåede tidsplan skal de sidste afdelinger flytte til Skejby fire måneder senere end forudset, så indflytningen sker i maj 2019.

Relateret indhold