Om Campus Horsens
- – Areal: 27.650 m2 brutto
- – Antal studerende: 2.900 studerende
- – Antal medarbejdere: 350 medarbejdere
- – Højde: Bygningerne varierer i højde, den højeste er 16 etager. Med sine 68 meter bliver det byens højeste hus.
- – Udvikler og totalentreprenør: Casa
- – Arkitekt: C.F. Møller Architects
- – Ingeniør: Rambøll
- – Kunststrategi: Creator Projects.
- – Brugere: Via University College, Insero og byens borgere.
I morgen indvies Via University College, Campus, der forener 27 uddannelser, forskningscentre og erhverv i et helt nyt, ambitiøst og bynært videnscampus. Uddannelserne tæller blandt andet sygeplejerske, pædagog, ingeniør, bygningskonstruktør, bandagist, markedsføringsøkonom og flere andre.
Den nye bydel fremstår som en åben, bilfri og imødekommende ‘by i byen’ og indgår i områdets karréstruktur både med en videreførelse og nyfortolkning af klassiske bymotiver som karré, tårnbebyggelse, stræde, park og byplads.
Forskellige uddannelser samles omkring faglige Hubs og Makerspaces og fællesmiljøer som restaurant, cafemiljø, bibliotek, dramatorium og auditorium.
– Via University College Horsens er et åbent og samlende fælles lærings- og vidensmiljø, som er direkte integreret med byen og landskabet, så der skabes sammenhæng og relationer imellem studerende, ansatte, erhvervslivet og byens borgere, lyder det fra C.F. Møller Architects.
Læs også: C.F. Møller klar med 1,4 km. havneplan på Falster
Campuset er karakteriseret stemningsmæssigt af en enkel designstrategi med brug af udvalgte materialer:
– Byggeriet er præget af udvalgte stoflige og holdbare materialer som tegl i røde og gyldne nuancer, egetræ med varm glød, tekstiler i få varme farver samt lyse og udskæringer i atrier med ovenlys, forklarer arkitekterne.
Lette vægge giver halvt så stort campus
Desuden er Campus Horsens kendetegnet ved at være bygget til at tilgodese fleksibilitet både i den daglige anvendelse, idet mange rum er delt op med foldedøre, der kan slås sammen og blive til store dobbeltrum i undervisningen.
Men det helt særlige ved bygningen er, at man i den bærende konstruktion har tilgodeset, at alle indre vægge i det 27.000 m2 store byggeri skal være lette gipsvægge, der kan flyttes og bygningen dermed kan tilgodese nye brugsbehov i fremtiden. Det har man gjort ved at placere de stabiliserende vægge optimalt i bygningen, som giver mulighed for de lette gipsvægge, fortæller projektleder Flemming Høyer Hansen fra Rambøll, der har stået for hele projekteringsledelsen og alle ingeniørdiscipliner:
– Bygningen er lavet så fleksibel, at Via formår at flytte deres 2.900 studerende til en bygning, der kun er halvt så stor som det campus, de oprindeligt havde i Horsens, og det betyder høj udnyttelsesgrad og dermed lav energiforbrug, effektiv drift og lav CO2 belastning.
Læs også: Supersygehus når vigtig milepæl
Med andre ord er det lykkedes ingeniørerne at lave en balanceret løsning, der både er et smukt arkitektonisk hus, har et optimalt energiforbrug uden at gå på kompromis med udnyttelse af dagslyset, og som tilgodeser Vias krav til funktionalitet og fleksibilitet både i den daglige anvendelse og i ændret funktionalitet på den lange bane.
Desuden er brandsikkerheden i top, da 2.900 studerende skal kunne opholde sig i det store atrium samtidig.
Blandt meget andet bruges bygningen derfor fremover som case i undervisningen af de ingeniørstuderende på Aarhus Universitet.
16 etager højt kunsttårn
En integreret kunststrategi skaber unikke og stedsrelaterede oplevelser i både byggeri og udearealer, og der findes bl.a. et værk af den anerkendte franske kunstner Daniel Buren. Et lyst slankt tårn, Innovationshuset, på 16 etager huser i de nederste otte etager Via University College.
De øverste otte etager huser det nye Construction Center Denmark – et innovationsmiljø, som gennem viden, teknologisk indsigt, faglige netværk og adgang til talent og kapitalmiljøet forener start-ups og den etablerede bygge- og konstruktionsindustri, der ønsker at styrke deres konkurrenceevne. Bag Construction Center Denmark er VIA University College og foreningen Insero Horsens.
I Innovationshuset kan virksomheder placere deres udviklingsafdelinger og sammen med uddannelsesinstitutionerne høste fordelene af, at faciliteterne kan bringe elever, studerende og erhvervsliv sammen på tværs af uddannelser og brancher.
Læs også: Endnu et BIG-museum rejser sig på den jyske Vestkyst
Innovationshuset bliver med sine 68 meter højeste hus i Horsens.
Campuset indvies i morgen fredag den 24. september 2021 under overværelse af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen og med deltagelse af uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.