Det Bæredygtige Element – Ildsjælen
Prisen gives til en person, som har haft bæredygtighed med i designet, bygherren, som har valgt certificerede materialer, entreprenøren, som har insisteret på, at alt lys er slukket, når byggepladsen forlades:
Hanne Tine Ring Hansen: Hanne er en ildsjæl i forhold til at skubbe den danske byggebranche i en bæredygtig retning. Over for kunder har Hanne altid fokus på at give dem det fulde billede af, hvordan de bedst opnår bæredygtighed i alle aspekter af deres projekt, så der altid er det rette grundlag for at kunne træffe valg, der fører til den mest komplette løsning inden for bæredygtige løsninger. For Hanne er dette ikke begrænset til de gængse valg, men altid med fokus på at skubbe til normerne for at flytte grænserne.
Niels Jakubiak Andersen: Niels har efter mange år som rådgivende arkitekt taget springet som iværksætter. Næste Skure har etableret stærke samarbejder med bygge og affaldsindustrien, med jobcentrene og med bygherrer, men ikke mindst med Niels som ildsjælen, der har fået det hele til at ske, så der nu er etableret en skalerbar løsning og virksomhed hvor nedrivning, oparbejdning af materialer og produktion samtænkes med designløsninger til kunden baseret på en skalerbar digital platform.
Peder Fynholm: Peder har i mere end 20 år arbejdet for at udbrede brugen af træ som byggemateriale og har, med sin enorme viden, evne til at skabe netværk og vedholdenhed været en væsentlig drivkraft i det opsving i træbyggeriet, der ses i dag. I sine mange år i Danmarks største kompetencecenter for træmaterialer og træbyggeri på Teknologisk Institut, har Peder altid stræbt mod at samle branchen og sætte fokus på træ som byggemateriale. Han har været bevidst om nødvendigheden af at opbygge og dele viden hos og mellem aktørerne i hele værdikæden og har skabt en række netværk både nationalt og internationalt for netop at styrke videndelingen.
Det Bæredygtige Element – Løsningen
Hædrer en løsning (produkt eller system), der bidrager til et grønnere byggeri. Der findes mange spændende produkter, som bidrager til en mere bæredygtig bygge- og anlægsbranche. Denne pris er en åben kategori og at indstillede løsninger ikke behøver være udstillede på Building Green.
Biotrans Nordic: Biotrans’ håndtering og bortskaffelse af madaffald til grøn energi er en cirkulær (CE) totalløsning. Løsningen forbedrer arbejdsmiljø (ved at fjerne tunge løft og reducere luftgener), reducerer antal af transport til biogasanlæg (derved reduceres CO2 med 80% hos kunden) og genanvender biomasse til grøn energi. Løsningen fjerner hurtigt og effektivt madaffald, som opsamles centralt i en tankløsning, hvorfra det transporteres til nærmeste biogasanlæg. Biomassen anvendes bl.a. til produktion af grøn energi, fjernvarme og el.
Altiflex: Altiflex er et modulært system af vinduer og døre til aflukning af midlertidige huller i byggeriet, i branchetermer kaldet interimsaflukning. Med tiden har det vist sig, at Altiflex-systemet kunne meget mere. Modulerne kan, som legoklodser, anvendes bl.a. til opbygning af redskabsrum, telte, sluser, mødelokaler, skillevægge, stilladsinddækninger, støvtætte inddelinger og sikkerhedsrækværk, hvor produktet har opnået sin egen godkendelse.
Søuld: Søuld er kommet på det danske marked i år efter over et årtis samarbejdet med økologer, producenter og designere om at udvikle byggematerialer fra ålegræs. Søulds ålegræsprodukter, der er konstrueret til bolig- og erhvervsrum, skaber rolige og behagelige indendørs atmosfærer. Materialerne tilbyder akustiske, termiske og fugtabsorberende egenskaber, er yderst modstandsdygtige over for brand, skimmelsvamp og råd, indeholder ingen giftige tilsætningsstoffer og reducerer CO2-fodaftryk ved at tjene som CO2 -lagring.
Det Bæredygtige Element – Samarbejdet
Samarbejde og initiativer på tværs og iblandt aktører i værdikæden, som har haft bæredygtighed med i hele processen eller projektet. Det kan være mellem flere virksomheder, mellem organisationer eller andre typer samarbejde. Det samarbejde har nu muligheden for at blive anerkendt og modtage – Det Bæredygtige Element – Samarbejdsprisen
Wood UPHIGH: Wood Uphigh drives af DBI – Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut og entreprenørvirksomheden Logik &Co. Wood UPHIGH har en vision om at muliggøre en større andel af biobaserede materialer i byggeriet uden at gå på kompromis med brandsikkerheden. Wood Uphigh-projektet skal accelerere det biobaserede byggeri ved at tilvejebringe dokumentation for, at sammensatte biobaserede konstruktioner kan finde bredere og nemmere anvendelse i etagebyggeri.
På kun et år skal der udføres mere end 50 brandprøvninger, hvoraf mindst 10 er fuldskala. Alle resultater gøres gratis og offentligt tilgængelige.
Reduction Roadmap: Reduction Roadmap er resultatet af et tværfagligt samarbejde mellem tre danske rådgivervirksomheder i byggeriet – Cebra, Effekt og Moe. Gennem det sidste år har partnerskabet arbejdet på at udvikle et roadmap til byggeriet, der som det første nogensinde oversætter den planetære grænse for klimaforandringer – planetens globale budget for udledning af drivhusgasser – til konkrete, årlige reduktionsmål for nyt, dansk boligbyggeri.
Reduction Roadmap er baseret på nyt dansk boligbyggeri, men metoden og datagrundlaget kan overføres til andre typologier for på samme måde at få konkrete reduktionsmål at arbejde efter.
Stablen: Stablen er et tæt og ambitiøst samarbejde mellem bygherren, Horsens Kommune, Upcycling Forum, Cowi og Arkitema. Med målet om at bruge op mod 65% genbrugsmaterialer i etableringen af en ny bygning på en genbrugsstation i Horsens har partnerskabet sat nogle mål, der kun kan nås, hvis der er et tæt, tillidsfuldt og åbent samarbejde mellem alle de involverede parter.
Fremtidens mål og håb er, at byggebranchen kan lave gode, brugbare bygninger ved ren genbrug, og dette projekt og samarbejde er med til at undersøge og vise, hvordan vi kommer et stykke af vejen mod det mål.
Se hvem der vinder de 3 priser på Building Green messens Main Stage den 3. november kl. 11.55.