Henning Larsen Architects er med i konkurrencen om at tegne et nyt højhus i Göteborg. Med projektet Göteborg City Gate skal der bygges et nyt højhus på 25-30 etager. Det danske arkitektfirma har tidligere stået for Ferrings lameltårn i Ørestad, ligesom man har flere igangværende højhusbyggerier i Riyadh, og erfaringerne fra de tidligere byggerier skal bringes i spil i konkurrencen om Göteborg-projektet.
– En af de største udfordringer er at få et højhus integreret med omgivelserne. Det skal designmæssigt spille sammen med den bymæssige kontekst, og stueetagen skal være inviterende og bidrage til, at folk på gaden ikke får fornemmelsen af, at energien bliver suget væk fra gaden og op i luften. I designet skal man også arbejde med mikroklimaet, så områderne omkring højhuset bliver gode byrum, siger Søren Øllgaard, der er partner i Henning Larsen Architects og designansvarlig for projektet i Göteborg.
En af de største udfordringer er at få et højhus integreret med omgivelserne.
Søren Øllgaard Partner, Henning Larsen Architects
Efter planen findes vinderen af konkurrencen om at tegne Göteborg City Gate i slutningen af foråret 2015. I forvejen er det 230 meter høje Polsstjärnan under opførelse i byen. Polsstjärnan vil være Skandinaviens højeste bygning, når det står færdigt i 2019.