Exoskelletter
- HD Lab afprøver netop nu exoskeletter fra SuitX hos et antal virksomheder.
- Et exoskelet koster i dag cirka 50.000 kroner, og det kan bæres, så de støtter overkrop og arme samt ryg og ben.
- Exoskeletterne er blandt andet kendt fra det amerikanske militær, til genoptræning af patienter på sygehuse og fra bilindustrien.
- De anvendes priært, hvor medarbejderne i særlig grad udfører de samme løft og gentagelser.
Bygge- og anlægsbranchen er en af de mest belastende brancher i Danmark, når det kommer medarbejdernes fysik ved tunge løft og gentagelsesarbejde. Det vil HD Lab, der rådgiver virksomheder i byggebranchen, nu gøre noget ved. Som de første i byggeriet herhjemme tester man netop nu robotdragter – også kaldet exoskeletter – i en række pionerprojekter.
Exoskelettet er et mekanisk skelet, som medarbejderne ifører sig, og som er designet til at give stabilitet og lette processerne ved gentagelsesarbejde for medarbejderne, ligesom den ergonomiske konstruktion gør det lettere at foretage tunge løft.
– Vi er i gang med at afprøve tre forskellige exoskeletter i forskellige praktiske arbejdssituationer. Det giver os mulighed for at indsamle tilbagemeldinger og reaktioner samt få undersøgt lidt nærmere, hvor der er bedst potentiale for at få ergonomiske fordele af at bruge teknologien, forklarer Niels Falk, der udover at være en af folkene bag HD Lab også har været en pioner inden for arbejdsmiljø i branchen.
Satser på deleøkonomisk model
De første indledende tilbagemeldinger viser, at der er stor interesse blandt håndværkerne og at exoskeletterne finder anvendelse i en række arbejdsprocesser. De indledende erfaringer viser også, at skeletteren kræver individuel justering og tilpasning til de enkelte brugere, arbejdssituationer og fag – og samtidig er investeringen på 50.000 kroner endnu ret omkostningstung for de fleste.
– Priserne på exoskeletter er fortsat i den tung ende, hvilket kan afskærme virksomheder for at få afprøvet fordelene direkte på deres arbejdsplads. Vores mission er at gøre teknologi tilgængelig og gøre det attraktivt at tilgå ny teknologi. Derfor vil vi etablere service- og leasingaftaler på exoskeletter. Vi har et samarbejde med en af de førende leverandører på markedet, der konkret betyder, at vi kan give branchen adgang til et højteknologisk exoskelet til en pris, der er mulig at betale, siger Niels Falk, der ønsker at udleje skelletterne på dags- eller projektbasis
– Vi tror på, at der er et kæmpe potentiale for deleøkonomi i byggebranchen, især når det handler om at tage fat i ny teknologi og sænke adgangsbarriererne. Det giver også branchen mulighed for at dele erfaringer og lære sammen.