Havnefronten i Vordingborg får byens første friplejehjem

Af de mere end 130 moderne boliger, der er på vej på havnen, er 60 af dem plejeboliger, der både sparer kommunen kroner og hjælper til at opretholde serviceniveauet for ældre.
Ill.: Erik arkitekter.
Ill.: Erik arkitekter.

Havnefronten Vordingborg

  • 11.000 m2 nyt byggeri i blandet boligområde, der vil omfatte familieboliger, seniorboliger, friplejeboliger og ungdomsboliger.
  • Opføres ved Sydhavnsvej i første række til vandet med unik udsigt og placering.
  • Bygningen længst mod vest bliver på op til femten etager og dermed en signatur for byggeriet og et pejlemærke for hele havneområdetI alt 44 boliger til familier, 28 lejligheder til seniorer og 60 moderne plejehjemsboliger, 84 m2 klublokaler med udsigt over vandet med omklædning og sauna, for eksempel ved etablering af et havnebad, kajakpolo-baner eller tilsvarende initiativer.
  • De 60 moderne plejeboliger bliver et såkaldt friplejehjem, som tilføres Vordingborg Kommune uden udgifter for kommunen.
  • Forventes færdigt i slutningen af 2023.

Rundt om i verden er inddragelse af vandsiden med til at gøre byer mere attraktive, hvilket tiltrækker nye borgere og øger livskvaliteten for beboerne. Samme opskrift er tænkt i Vordingborg, hvor boligudviklerne Scandinavian Property Development og Kiss Development har skabt et nyt byggeri med mere end 130 moderne boliger til både familier og ældre borgere, der om få måneder vil blive sat i gang på havnefronten ved Sydhavnsvej.

– Vores ønske med byggeriet er at bidrage til, at Vordingborg nu for alvor bliver etableret som en levende by ved vandet, siger Niclas Thorsbrenner, partner i Scandinavian Property Development, og bakkes op af direktør Dennis Sommer fra Kiss Development, der selv har base i Vordingborg:

– Vordingborg er inde i en god udvikling, der skaber opmærksomhed i det sydsjællandske. Med byggeriet på Havnepromenaden håber vi at bidrage med nye arbejdspladser og med at tiltrække nye borgere, der bliver boende i byen i mange år.

Første friplejehjem – og det er der brug for

Det i alt 11.000 kvm store byggeri består af tre bygninger med 44 boliger til familier, 28 lejligheder til seniorer og 60 moderne plejehjemsboliger.

Og beregninger viser da også, at Vordingborg har god brug for et nyt plejehjem. Skal det nuværende serviceniveau for ældre opretholdes, vil der være behov for 370 nye plejehjemspladser frem mod år 2030. Allerede i 2023 vil der være behov for cirka 100 nye plejeboliger for at holde dækningen for aldersgruppen fra 80 år og opefter.

De 60 moderne plejeboliger vil blive indrettet i de nederste etager ud mod havefronten som et såkaldt friplejehjem.

Læs også: Tre blandede byggerier fra samme boligforening præmieres

Et friplejehjem drives af en privat operatør, hvorved kommunen sparer alle udgifterne til at opføre plejeboligerne, og her har Danske Diakonhjem været en del af dialogen med Vordingborg kommune gennem hele byggeriets planlægningsfase. Danske Diakonhjem er Danmarks største ikke-kommunale plejehjemsoperatør og driver i dag mere end 50 plejetilbud over hele landet på non-profit basis.

Plejehjemmet på havnefronten bliver det første friplejehjem i Vordingborg Kommune og er åbent for alle borgere, der er visiteret til en plejehjemsplads. Kommunen bidrager med den samme takst for de ældre borgere som på kommunens egne plejehjem, og for beboerne er omkostningen ved at vælge et friplejehjem derfor på niveau med de kommunale plejetilbud.

Plads til alle generationer

Hovedparten af boligerne får havudsigt, og der er lagt vægt på et levende boligområde med grønne områder, der inviterer til oplevelser og aktiviteter omkring havnen og vandet. Blandt andet er der i stueetagen og direkte ud til havnepromenaden afsat plads til klubfaciliteter med omklædning og sauna, for eksempel ved etablering af et havnebad, kajakpolo-baner eller tilsvarende initiativer.

Sammen med de nuværende modulhuse på Sydhavnsvej, der med tiden vil blive omdannet til ungdomsboliger, betyder det, at der skabes et meget bredtfavnende boligområde med plads til alle generationer.

Parterne bag byggeriet påbegyndte ansøgning om byggetilladelse hos kommunen ultimo september 2021, og dermed forventes første spadestik at blive taget i starten af det nye år. Byggeriet vil efter planen stå færdigt i slutningen af 2023.

Relateret indhold