I 2022 gjorde Håndverksgruppen sit indtog i Danmark, hvor den norske entreprenør opkøbte virksomhederne C. Møllmann & CO., DSJ Malergruppe, Malerfirma Ernst Hansen og Malerfirmaet Jeppesen.
Investeringerne var en del af en samlet vækststrategi frem mod 2025, der skulle udvide virksomhedens overordnede position i de skandinaviske lande.
Læs også: Swecos opkøb af OJ fører til navneskift
Med opkøbene rundede Håndverksgruppens portefølje dengang 100 virksomheder, og nu tilføjes endnu en kapacitet til listen.
Således tilsluttes virksomheden Holmströms Golvläggning i Sverige også Håndverksgruppen, der nu kan tælle i alt 49 håndværksvirksomheder i nabolandet og en omsætning på i alt 1,7 mia. kr. fra denne afdeling.
Skandinavisk udvidelse
Håndverksgruppen åbnede dørene til det svenske marked tilbage i 2021 og er allerede nu den førende aktør inden for overfladebehandling i landet.
Tilføjelsen af Holmströms Golvläggning i Västerås sker på baggrund af samme strategi, der introducerede Håndverksgruppen til det danske marked.
Læs også: Carl Ras opkøber igen – vil samle branchespecialister
Formålet med ekspansionerne har været at sikre nye og forbedrede markedspositioner, og det samme gør sig netop gældende for det seneste skud på stammen:
– Vi har tilføjet en række store og succesfulde håndværksvirksomheder i løbet af det seneste år, og med Holmströms Golvläggning, som nu bliver en del af Håndverksgruppen, tilføjer vi endnu en meget solid virksomhed af høj kvalitet og tager samtidig skridtet ind i Västerås, som er et vigtigt marked for os, tilføjer COO Johan Möller.
Mulighed for råd og støtte
Lars Holmström etablerede virksomheden tilbage i 2001, og selvom han egenhændigt har stået i spidsen for virksomheden siden da, ser han frem til det nye samarbejde:
– Jeg har drevet virksomheden alene i alle disse år, og det bliver givende at være en del af noget større og for en gangs skyld have mulighed for at ringe til en anden for at få råd og støtte. Vi forbliver den samme virksomhed, som vores kunder kender og stoler på, men nu med udvidet kapacitet og ressourcer, som vil styrke vores tilbud, siger Lars Holmström.
Læs også: Skaber nordjysk beslagkoncern via opkøb
Med sine 13 ansatte skabte Holmströms Golvläggning en samlet omsætning på 13,7 mio. kr. i 2023.