Brugen af højtryksværktøj er næsten en selvfølge i et land som Japan. I Danmark er det lette og effektive værktøj dog ikke så udbredt, men håndværkerne er så småt begyndt at få øje på fordelene ved at bruge højtryksværktøj. Det skriver iTOOLS i en pressemeddelelse.
Forbedre tilgængeligheden
Værktøjsfirmaet iTOOLS i Odder er netop blevet udnævnt til dansk enedistributør af det japanske mærke MAX og etablerer nu et landsdækkende netværk med 30-40 MAX-centre jævnt fordelt over hele Danmark. Målet er at fremme udbredelsen og anvendelsen af højtryksværktøj blandt danske håndværkere ved at forbedre tilgængeligheden og rådgivningsniveauet.
MAX-centrene etableres i eksisterende prof-butikker, og hvert MAX-center vil være et kompetencecenter med et bredt sortiment af MAX højtryksværktøj, et stort udvalg af originale søm og skruer og med uddannede MAX-specialister blandt personalet.
MAX-serien skal sætte turbo på
Det japanske MAX har siden 1962 produceret strømpistoler og kompressorer, og deres sortiment omfatter blandt andet MAX-serien af højtrykspistoler. Disse pistoler arbejder med et tryk på op til 27 bar, hvilket er langt højere end ved traditionelt lufttryksværktøj. Det ekstra tryk giver blandt andet mulighed for at konstruere og designe pistoler, der er mindre og lettere rent fysisk og er mere effektive og mere ergonomisk korrekte at arbejde med. De er endvidere mere støjsvage og giver mindre rekyl.
Serien omfatter blandt andet MAX HN120, som er en højtryks-sømpistol. Et andet produkt fra serien er MAX HVR41, som er en højtryks-gipsskruepistol, der kan skyde og isætte en skrue i én arbejdsgang på 0,66 sekunder.