Byggesektoren CO2-aftryk er tungt, og der efterspørges i stigende omfang materialer, som vejer mindre på klimaets vægtskål.
Nu kommer iværksætteren Michael Kallesen, også kaldt “Kalle”, med sit bud på, hvordan beton kan erstattes med organiske materialer, der lagrer CO2 i stedet for at udlede det.
Han har i 20 år drevet tømrerfirmaet Kalle Balle Byg syd for Ribe, som lige fra starten har arbejdet med byggeri i træ og naturmaterialer. Igennem de seneste to år har han været i gang med at udvikle et produktionsudstyr til at producere halmmoduler.
– Byggeri med naturmaterialer en vigtig brik i den grønne omstilling. Det er fremtiden og uundgåeligt, og det er vigtigt, at det bæredygtige valg ikke kun er forbeholdt selvbyggere, men at så mange som muligt kan få adgang til at bygge med halmmodulerne, siger Kalle.
Han varsler dermed et opgør med, at der i dag ikke findes færdige, lokale standardprodukter, som kan anvendes af den almindelige byggebranche. At bygge bæredygtigt er i dag derfor primært en mulighed for dem, der enten kan betale for det eller bygge det hele selv, oplyser han.
Testhus sætter tempo på udviklingen
Det er dog ikke nyt for tømrerfirmaet at bygge med naturmaterialer. Det har de såmænd gjort siden 00’erne. I begyndelsen vidste de ikke, om halm virkede, men det gjorde det, og potentialet er stort, mener Kalle, der nu har sat fart på udviklingen.
– Vi har bygget et testhus. Min plan er at få lavet et regnestykke over kilowatttime-forbruget af byggeprocessen. Senere skal der laves en økonomisk beregning efterfulgt af en oversigt for driften af huset. Til sidst følger en nedbrydningsplan for bygningen. Det skal medføre, at der ikke bliver proppet noget i, som ikke kan nedbrydes. Vi har en mulighed for at gøre oprydningen lettere for kommende generationer – uanset om huset står i 50 eller 100 år, fortæller Kalle.
Testhuset er 80 kvadratmeter, men der er mulighed for at skalere husenes størrelse. Det betyder, at halmmodulerne kan anvendes til byggeri af familiehuse i fuld størrelse.
Halmmodulerne er vægge, lofter og gulvkonstruktioner, der produceres af en hydraulisk presse. Ideen er, at modulerne produceres på værkstedet, og at de færdige moduler efterfølgende blot skal monteres på byggepladsen og derefter pudses med ler. Et forholdsvis simpelt princip og en enkel teknik, som giver et funktionelt produkt, som også leverer et sundt indeklima.
Før Kalle kan bringe produktet på markedet, er der behov for en række tests og godkendelser, som bliver udført af Aalborg Universitet. Udgifterne skal dækkes af en crowdfunding-kampagne hos IDA Crowdfunding.