A. Enggaard Kraner A/S, der er hovedaktionær i BMS-koncernen, oplevede solid fremgang i 2019, som det fremgår af den netop fremlagte årsrapport. Årsomsætningen i de to selskaber – BMS Heavy Cranes og BMS Group – steg fra samlet 1,596 til 1,885 milliarder kr. eller 18,1 procent. Fremgangen var hovedsageligt en følge af en næsten tilsvarende fremgang i kroner og øre – knap 325 millioner kr. – hos BMS Heavy Cranes, som blandt andet beskæftiger sig med vindmølleprojekter internationalt både on- og offshore. Det samlede resultatet efter skat i koncernen steg i perioden fra 93,4 i 2018 til 106,1 millioner kr. i 2019.
Ifølge administrerende direktør Jens Enggaard er det særligt BMS Heavy Cranes’ projekter i Australien, Rusland, Spanien, Norge, Sverige og Taiwan, der sikrede fremgangen. Hvad angår den øvrige del af BMS’ aktiviteter, der hovedsageligt foregår på det danske, norske og svenske marked, så var 2019 på samme høje niveau med 2018 som følge af den generelt kraftige aktivitet i byggeriet i perioden.
– I en tid hvor samfundsbevidstheden internationalt øges omkring grøn energi, er det naturligvis særligt tilfredsstillende, at BMS’ langsigtede strategi bærer frugt med henblik på internationalisering og styrkelse af vores vindmølleaktiviteter, vurderer Jens Enggaard.
Den samlede koncern har over en femårig periode investeret et milliardbeløb i materiel, senest 325 millioner i 2019. Jens Enggaard beskriver det som kapitalkrævende at vækste i et marked, hvor så store kraner anvendes.
Koncernen har ved regnskabsårets udgang 932 ansatte og efterhånden lidt flere udenlands end i Danmark, hvor BMS samtidig fortsat holdt fast i positionen som betydende aktør på kran- og lastbilliftområdet i et 2019, hvor aktiviteten i dansk byggeri endnu en gang var høj og med til at sikre BMS et solidt regnskabsår.
2020 i coronaens skygge
Når direktør Jens Enggaard forsøger at kigge ind i resten af 2020 og de kommende år, kommer han ikke uden om at nævne corona-krisen. Krisen har de seneste måneder kostet Danmark og de lande, hvor koncernen i øvrigt har aktiviteter, dyrt. Det vil den formentlig også gøre i en lang periode herefter på grund af recession og enorme ekstra omkostninger til statslige hjælpepakker.
Mens man i BMS Heavy Cranes forudser fortsat højt aktivitetsniveau, forventes indtjeningen her let presset af de mobilitetsproblemer, som corona forårsager. I den resterende del af BMS-koncernen var forventningerne til 2020 allerede før corona en aktivitetsnedgang i forhold til 2019. Men med corona-krisen forventer BMS nu yderligere nedgang allerede i indeværende år.
– I Norge har vi allerede oplevet kraftig nedgang siden marts, idet det virker som om, at samfundet her er blevet lukket mere ned end i eksempelvis Danmark, samtidig med at man jo også her er mere negativt påvirket af olieprisens fald. Konsekvenserne er endnu uafklarede. Hos BMS vil vi udvise stor forsigtighed, hvad angår investeringer og forbrug de kommende måneder, samtidig med at vi generelt ser grund til at bevare optimismen, da virksomheden er godt rustet til en periode med modvind, konstaterer Jens Enggaard.
På positivsiden nævner direktøren blandt andet den kommende Femern-forbindelse, som BMS planlægger efter at skulle påtage sig væsentlige opgaver i forhold til i de kommende år. Af samme årsag har BMS Group netop erhvervet sig kranfirmaet NKU Kran, der hører hjemme i Nykøbing Falster. BMS har dermed sikret sig en fremtidig base på Lolland-Falster til Femern-arbejdet – på linje med de øvrige danske BMS-afdelinger i København, Hedehusene, Kalundborg, Odense, Kolding, Aarhus, Holstebro, Esbjerg Thisted og hovedkvarteret i Aalborg.
BMS har desuden adskillige afdelinger på fem kontinenter. I denne uge er således indgået en joint venture med en lokal partner i Vietnam, hvor virksomheden i fremtiden også forventer meget stor aktivitet på vindmøller.