God renovering slår skimmelsvampen ihjel

I ældre villaer er det muligt at komme den frygtede plage til livs - men først skal den findes, og så skal den rigtige renoveringsmetode vælges, viser Realdania undersøgelse.
Skimmelsvampe vokser nogle gange skjult i konstruktionen, andre gange synligt. Realdania-projekt viser, at man med renovering og ventilering kan bekæmpe de sundhedsskadelige svampe. Foto: Getty Images.
Skimmelsvampe vokser nogle gange skjult i konstruktionen, andre gange synligt. Realdania-projekt viser, at man med renovering og ventilering kan bekæmpe de sundhedsskadelige svampe. Foto: Getty Images.

Skimmelsvampe

  • Skimmelsvampe er mikroskopiske svampe, som udsender millionvis af sporer i luften. Sporerne kan skade dyr og mennesker.
  • Skimmelsvampe forekommer naturligt overalt. De kan opdeles i forskellige arter: Udendørs arter, arter som trives indendørs ved lave varierende fugtniveauer, og arter som foretrækker høje fugtniveauer indenfor. Generelt bør alle arter, på nær udendørsarterne, ikke være i for høje niveauer i indeluften eller i bygningsstøv.
  • Alle svampe kan vokse synligt og skjult – men i de fleste tilfælde vokser de skjult i bygningens konstruktioner, og kan derfor ikke ses med det blotte øje. Men vokser de f.eks. udenpå en dårligt isoleret ydervæg, kan de sagtens ses som plamager uanset art.
  • Skimmelsporer er især til gene for allergikere eller personer med astma, hvor det kan føre til symptomer som røde øjne, irriterede luftveje, snue, åndedrætsbesvær, hovedpine, svimmelhed, træthed og koncentrationsbesvær.
  • kilde: astma-allergi.dk.

Går man jagt efter skimmelsvamp findes den i de fleste ældre huse. Nogle gange i stort omfang med fæl skimmelstank og syge beboere som rammes af astma og allergier. Andre andre gange mere skjult og med mildere symptomer.

Men bundlinjen er den samme, skimmel påvirker indeklima og helbred og skal bekæmpes med hård hånd. Det har dog ofte vist sig svært at få skimmelsvampene helt ud en bolig. Men det er skam i høj grad muligt og endda med enkle midler.

Det var overraskende at se, hvor slemt det så ud i forhold til skimmelvækst i tre helt almindelige huse.

Jørgen Søndermark, arkitekt og projektleder Realdania By og Byg

Typiske huse som tusindvis af danskere bor i

Det viser forsøg, som Realdania By & Byg har gennemført over tre år. Her er indeklimaet i tre ældre og tidstypiske huse blev undersøgt, for at teste om indeklimaet kunne forbedres ved at renovere huset.

Baggrunden for undersøgelsen var, at luftkvaliteten i husene netop har stor betydning for beboernes sundhed. Men den dårlige luft kan ikke altid registreres med sanserne, og derfor er det heller ikke altid, at beboerne griber ind.

– Alle tre huse i projektet har vist sig at have udfordringer med skimmelsvamp. Det kan ikke blot påvirker beboernes sundhed, men også kan indikere, at der kan være skjulte, byggetekniske skader i husene, som det kan være nødvendigt at tage hånd om, fortæller Jørgen Søndermark, arkitekt og projektleder i Realdania By & Byg.

Skjulte skimmelsvampe blev fundet

Måden at finde skimlen på var den samme. Der blev lavet skimmeltest – en såkaldt DNA-test – i flere rum og ad flere omgange. Både før og efter indeklimarenoveringen af husene.

Testene blev foretaget med støvprøver fra dørkarme i samtlige rum i boligen med en såkaldt DNA-swab (en stor vatpind). Den blev laboratorieundersøgt for svampesporer. Efter prøvetagningen er dørkarmene tørret af, så senere prøver blot består af støv, der har lagt sig i mellemtiden.

Flere steder i husene blev der konstateret for høje niveauer af skimmelsvampe.

Eksperterne: Kom som en overraskelse

– Det var overraskende at se, hvor slemt det så ud i forhold til skimmelvækst i tre helt almindelige huse. Vi havde ikke umiddelbart mistanke om at der var skimmelsvamp, og der var heller ikke blevet var åbnet op i husenes konstruktion, siger Jørgen Søndermark.

Ifølge Jørgen Søndermark var det indtrængning af fugt igennem konstruktionen, som var årsag til skimmelsvampen. Det kunne være i kældre, ved dårlig isolering, kondens, utætheder/kuldebroer og manglende ventilation.

Men også beboernes adfærd i forhold til for eksempel madlavning, indendørs tørring af tøj og dårlig udluftning har påvirket luftfugtigheden.

Renovering løftede indeklimaet i de tre huse

Følgende løsninger blev gennemført i de tre huse for bl.a. at mindske forekomsten af skimmelsvampe.

Skimmeltestene er kategoriseret fra A (grøn) til F (rød). De grønne afspejler et normalt billede – årstiden taget i betragtning. Det vil sige en forventelig forekomst af typiske udendørsarter, der kommer ind i bygningen via vinduer og døre.

Hvis DNA-prøven ligger i en af de røde kategorier, vil forekomsten ikke længere kunne forklares ved udefrakommende skimmelarter, og der er således indikation på indendørs skimmelvækst.

Testene viser, at med den rette renovering, blev skimmelsvampene i husene igen reduceret til et passende lavt niveau:

Bungalow fra 1937: Ændring af vaskerum til beboelse, herunder isolering af ydervægge og mod terræn, etablering af nyt vaskerum med direkte adgang ud til ny tørregård til udendørs tøjtørring samt installation af mekanisk ventilation.

Murermestervilla fra 1953: Renovering af kælderen, herunder øget isolering og udskiftning af vinduer/rammer til at modvirke kuldebroer. Udskiftning af rude i gavl har også mindsket kuldebro. Desuden er der indført decentral mekanisk ventilation.

Parcelhus fra 1962: Mekanisk ventilation, indblæsning af isolering på lofterne, udskiftning af dårligt isolerende vinduespartier i stuen, udskiftning af gammel yderdør samt udskiftning af tag.

Principperne for renoveringen

For at komme skimlen i husene til livs, blev der brugt flere tiltag: Isolering af de kolde overflader, bedre udluftning og mekanisk ventilation kunne umiddelbart løse flere af indeklimaproblemer på én gang. Herunder at sænke den relative luftfugtighed i rummene.

Med mekanisk ventilation påvirkes indeklimaet heller ikke i så høj grad af fugt fra indendørs aktiviteter – som indendørs tørring af tøj, brusebade og madlavning – fordi fugten konstant ventileres ud. Og ventilation er også et effektivt middel, når beboerne glemmer at få luftet tilstrækkeligt ud.

Isolering af kolde steder var som nævnt én måde at bekæmpe skimmel. Kan man ikke isolere, skal man i det mindste sørge for, at den kolde overflade er frit tilgængelig for ventilation. Der skal altså helst ikke stå et skab eller reol op ad en kold ydervæg.

Luftfugtigheden skal ned

Målet for indeklimaet i husene er, at den optimale relative luftfugtighed ligger omkring 40-60%.

En højere luftfugtighed kan medføre risiko for fugtophobning i form af kondens på kolde overflader, husstøvmider og skimmelvækst.

Ca. 200.000 danskere har husstøvmideallergi, som giver symptomer som snue, kløende øjne, eksem og astma.

Relateret indhold