Starten er gået til byggeriet af Danmarks første CO2-neutrale børnehus. Børnehuset Grønnegården er, udover at være svanemærket, også CO2-neutralt, og forventes at efterlade et positivt klimaaftryk. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Ved brug af såkaldt CLT-teknologi kommer børnehuset til at fungere som CO2-lager, fordi det opføres ved at bruge mest muligt træ frem for beton. Derfor forventes børnehuset også at efterlade et positivt klimaaftryk – selv 50 år efter opførelsen.
– Vi besluttede for nogle år siden, at vi fremover kun ville bygge svanemærkede børnehuse. Med Børnehuset Grønnegården går vi så skridtet videre ved også at bygge CO2-neutralt, hvor vi samtidig går efter, at byggeriet skal kunne oplagre CO2, siger Gladsaxes borgmester Trine Græse.
Træerne, som bruges til byggeriet, bliver erstattet af nyplantede plantagetræer. Udover træ vil byggematerialerne blandt andet bestå af genbrugsmursten. Et stort solcelleanlæg på taget skal levere strøm til børnehuset, ligesom udeområderne og legepladsen får vild natur, der gavner lokale insekter og biodiversitet.
Børnehuset forventes at stå færdigt i starten af 2022. Byggeriet udføres i samarbejde med hovedentreprenør Elindco A/S og rådgivende ingeniør Lyngkilde A/S.