Flere byggeprojekter er under opførelse på DTU i Lyngby, og nu skal Give Stålspær levere 70 tons konstruktionsstål til et nyt testcenter, der sammen med det eksisterende forskningsmiljø forventes at gøre DTU til verdens førende indenfor sit forskningsfelt.
– Vi har fokus på, at vores projektstyring, vores kvalitet og vores leveringsevne skal være i top. Det, tror vi på, er afgørende faktorer, når man vælger sin leverandør – og ikke mindst grunden til, at vi bliver valgt igen.Og så skal prisen naturligvis være konkurrencedygtig, men det er jo en forudsætning for alle, siger medejer af Give Stålspær, Teil Bechmann.
Vi tror på, at projektstyring, kvalitet og leveringsevne skal være i top. Det, tror vi på, er afgørende faktorer, når man vælger sin leverandør.
Teil Bechmann Medejer, Give Stålspær
Han understreger, at virksomhedens best in class-strategi og fokus på konstruktionsoptimering af stålkonstruktioner fortsat skal sikre, at stålleverancerne fra fabrikken i Brande kan leveres til den mest optimale pris og med den optimale projektstyring, hvilket er fokusområder, som især er vigtige i forhold til større offentlige byggerier.
Byggeriet på DTU er en del af den omfattende investering, der foretages i disse år for at udvikle universitetets infrastruktur. Der bygges moderne forskningsfaciliteter af international standard i funktionelle omgivelser, og investeringerne vil omfatte udbygning af læringsmiljøer og undervisningslaboratorier i topkvalitet. Det aktuelle projekt omfatter en ny hal på 420 kvm, som ligger i forlængelse af en eksisterende hal. Den nye hal skal blandt andet indeholde etablering af en række tekniske faciliteter, en ny transformatorstation, nyt teknikrum til hydraulik og et nyt køleanlæg. Bygningen skal samle forskningen for de tre institutter DTU Byg, DTU Mekanik og DTU Vindenergi inden for konstruktion og materialer.