Give Elementer øger omsætningen og rykker på detail og industri

Trods nedgang i landbruget har Give Elementer igen i år øget sin omsætning og hentet sin vækst indenfor erhvervsbyggeri, hvor især detailkæder er et voksende segment.
Give Elementer tjerne ind på gyngerne, hvad de har mistet på karussellen. Landbruget er i modvind, mens salget til erhvervs- og industribyggeri er gået godt. Foto: Give Elementer.
Give Elementer tjerne ind på gyngerne, hvad de har mistet på karussellen. Landbruget er i modvind, mens salget til erhvervs- og industribyggeri er gået godt. Foto: Give Elementer.

Om Give Elementer

  • Antal medarbejdere: 150.
  • Produktionsenheder i Give og Nørre Snede samt datterselskabet Lundsby Industri i Gedsted.
  • Etableret: 1964.
  • Produkter: Give Elementer A/S producerer, leverer og monterer præfabrikerede modulopbyggede letbetonelementer til landbrug og industri.

Der er i driftsåret 2018/2019 sket en regnskabsmæssig opdeling mellem Give Elementers tre selskaber: Give Elementfabrik A/S, NS Give Elementer A/S og Lundsby Industri A/S. Give elementer har godt fat i erhvervssegmentet, hvor salget af betonelementer til især detailkæder og industri vokser.

Virksomhedens samlede omsætning er steget med knap 5 procent trods fortsat nedgang indenfor landbruget, hvor især svineproducenter er hårdt ramt af stramme regler for kreditgivning og generelt lave svinenoteringer. Rigtig mange landmænd har byggeprojekter i støbeskeen. Disse projekter forventes at slå igennem i takt med de forøgede svinenoteringer og når der lempes på kreditgivningsregler samt tilbydes alternative finansieringsmuligheder. Det vil få aktiviteterne i landbruget til at vokse igen.

– Med et landbrug i modvind, har vi de seneste år haft strategisk fokus på at øge salget til erhvervs- og industribyggeri, og det er lykkedes. Her er salget fortsat stigende og vi oplever for eksempel stor efterspørgsel på vores isolerede betonelementer, der er blevet taget godt imod hos landets dagligvarebutikker. Derudover har vi haft øget aktivitet med leverancer til byggerier indenfor CO2 neutral og vedvarende energi, fortæller Henrik Damø, adm. Direktør i Give Elementfabrik A/S.

Investeringer i produktion og miljørigtig teknologi

Man har i det forgangne regnskabsår investeret i forøgelse af produktionsfaciliteter og moderniseret produktionen, så man i dag råder over en af Danmarks mest effektive og energirigtige blandeanlæg til beton. At procesvand renses og genbruges i produktionen er et godt eksempel på effektiviserede produktionsprocesser, der samtidig nedbringer ressourceforbruget og reducerer virksomhedens CO2 aftryk.

– Vores ønske om at nedsætte fabrikkens samlede CO2 aftryk, kan aflæses direkte i vores teknologiske investeringer, der understøtter det “Bæredygtige Beton Initiativ”, der er iværksat af Dansk Beton, slutter Henrik Damø.

Give Elementer leverer betonelementer til hele Norden og er på få år vokset fra 90 til 150 medarbejdere.

Relateret indhold