Giv banken den kolde skulder

Chefkonsulent Mikael Tipsmark, Arbejdsgiverne.
Chefkonsulent Mikael Tipsmark, Arbejdsgiverne.

Der har været megen snak om bankernes manglende vilje til at låne penge ud. Da jeg hver dag møder mange virksomhedsejere, ved jeg, at der er noget om snakken. Men man kan også gøre sig mere uafhængig af banken og gå sine egne veje.

Bankrådgivere ved givetvis meget om mange ting. Men hvordan man driver virksomhed, ved de fleste af dem meget lidt om. De har sjældent selv drevet en virksomhed og erhvervslivets vilkår kender de i bedste fald kun teoretisk.

En fortolkning

Til at starte med møder kunden en erhvervsrådgiver, som kun forstår en lille del af det, kunden har at fortælle. Helt galt går det, hvis man benytter den rådgiver, man bruger privat.

Rådgiveren kan i øvrigt ikke selv træffe beslutning. Det har banken en særlig kreditafdeling til. Derfor skal rådgiveren fortolke kundens ønsker for kreditafdelingen, og her går endnu mere viden tabt.

Men kunden har også selv et ansvar.

Man kunne jo starte med at komme med friske tal. Alt for ofte møder kunden op med gamle årsregnskaber og forældede data.

Man kan hjælpe sig selv ved at gøre alting skriftligt. Det er den bedste chance for at mindst mulig viden går tabt. Og endelig kan man også på forhånd gøre op med sig selv, hvad man vil bruge banken til. Så har man gjort sit.

Kommer det ikke til at fungere med banken, kan man i stedet benytte sig af Væksthusene, som støtter virksomheder i at skaffe kapital.

Banken er ofte god til driftskreditter og betalinger. Men det halter, når det gælder vækstinitiativer, udvikling af nye produkter og nye markeder. Her er der også andre alternativer. Bl.a. vækstlån eller et engagement med Langfristet Erhvervsfinansiering. Deres sigte er, at sikre langfristet lånefinansiering til sunde danske virksomheder.

Leasingmuligheden

Man kan også lease, når det drejer sig om anskaffelser af nye maskiner og kørende materiel. Bankerne kan jo uden videre opsige deres aftale fra den ene dag til den anden. Leasingselskaberne er derimod bundet af deres aftaler, når kunden overholder sin del af aftalen.

Leasing af bygninger kan også være svaret på kreditforeningernes manglende vilje til at yde lån i udkantsområder. Det kræver en nøjere beregning, men er absolut et alternativ til bankernes manglende lyst til at låne til erhvervsbygninger udenfor de store erhvervsområder.

Der er altså masser af alternativer. Man skal bare tænke sig lidt om. Og så lade bankerne passe lidt sig selv.

Relateret indhold