GHB vinder landskabspris

Projektet Christiansborg Områdesikring vinder Dansk Landskabspris 2019. Kickstart Tornhøj i Aalborg fik hædrende omtale.
Christiansborg Områdesikring af GHB Landskabsarkitekter er vinder af Dansk Landskabspris 2019. Foto: GHB Landskabsarkitekter A/S.
Christiansborg Områdesikring af GHB Landskabsarkitekter er vinder af Dansk Landskabspris 2019. Foto: GHB Landskabsarkitekter A/S.

Om prisen

  • VINDER: Christiansborg Områdesikring af GHB Landskabsarkitekter.
  • Bygherre: Folketinget og Slots- og Kulturstyrelsen. GHB Landskabsarkitekter rolle og ydelser: Totalrådgivning – projektledelse herunder økonomi- og tidsstyring, ideudvikling, projektering, myndighedsbehandling, EUudbud i hovedentreprise, projektopfølgning og fagtilsyn. Samarbejdspartnere: Sweco, ÅF Consult samt arkitekt og professor Steen Høyer. Periode: 2013-2019 Kontraktsum: 48 millioner kr.
  • HÆDRENDE OMTALE: Kickstart Tornhøj af Marianne Levinsen Landskab
  • Bygherre: Aalborg Kommune og Realdania. Totalrådgiver: Tegnestuen Vandkunsten. Marianne Levinsen Landskab rolle og ydelser: Idé og designansvarlig for byrum, landskabsarkitektrådgivning, projektering, tilsyn. Samarbejdspartnere: Udførende / Arkild samt Belysning / Jesper Kongshaug. Udført: 2018. Areal: 12.000 m2. Anlægssum: 33 millioner kr.

Christiansborg Områdesikring af GHB Landskabsarkitekter er vinder af Dansk Landskabspris 2019. Projektet vandt foran tre finalister, der var valgt ud af et felt på 25 indstillede projekter.

Kickstart Tornhøj i Aalborg af Marianne Levinsen Landskab modtager hædrende omtale.

Marianne Levinsen fra Marianne Levinsen Landskab modtager hædrende omtale for Kickstart Tornhøj, og Torben Møbjerg fra GHB Landskabsarkitekter vinder Dansk Landskabspris 2019 for Christiansborg Områdesikring. Fotograf: Astrid Maria Busse Rasmussen.
Marianne Levinsen fra Marianne Levinsen Landskab modtager hædrende omtale for Kickstart Tornhøj, og Torben Møbjerg fra GHB Landskabsarkitekter vinder Dansk Landskabspris 2019 for Christiansborg Områdesikring. Fotograf: Astrid Maria Busse Rasmussen.

– De fire finalister, Linjer i Landskabet, Solrødgård Klima- og Miljøpark, Kickstart Tornhøj og Christiansborg Områdesikring, vidner om, hvor stærkt danske landskabsarkitekter står i disse år. Dette bekræftes yderligere af den store internationale interesse, dansk landsarkitektur aktuelt oplever. Alle fire finalister er særdeles stærke kandidater til Dansk Landskabspris, men ikke desto mindre er Christiansborg Områdesikring en værdig vinder af prisen, ligesom Kickstart Tornhøj fortjener den hædrende omtale, siger juryens talsmand Steen Himmer.

Morgendagens potentialer

Juryen motiverer vinderprojektet, der vender fremtidens udfordringer til morgendagens potentialer på følgende vis:

“Christiansborg Områdesikring er et projekt, som udspringer af et af vor tids største frygtscenarier: terroranslag på folkestyrets vigtigste og mest symbolladede areal, selve demokratiets højborg: Folketinget på Christiansborg Slot. Den kollektive angst kunne have fundet fysisk form i et projekt, hvor alle truslerne blev accentueret. Men i stedet har man valgt det modsatte og har skabt et rum, som har høje og skulpturelle værdier. For ganske nylig lagde pladsen brosten til tusindvis af skoleelevers klimamobilisering, og deres tilstedeværelse manifesterede, at de fortsat har håb og drømme for fremtiden. Så til trods for, at vi er borgere i en verden, hvor angst og frygt for terror – begrundet – eksisterer – så er det også en verden, hvor håb og drømme spirer. Derudover er store dele af pladsens belægning genanvendte brosten fra pladsens tidligere belægning, og ved at genbruge sten skabes en forbindelse til pladsens historie, som er både bæredygtig og vidner om en historiebevidsthed. Det er på flere plan respektfuldt.”

Projekt understøtter kvartersløft

Kickstart Tornhøj i Aalborg modtager hædrende omtale, og juryen motiverer anerkendelsen ud fra projektets helheds-orienterede fokus på social bæredygtighed:

Kickstart Tornhøj af Marianne Levinsen Landskab modtager hædrende omtale til Dansk Landskabspris 2019. Foto: Marianne Levinsen.
Kickstart Tornhøj af Marianne Levinsen Landskab modtager hædrende omtale til Dansk Landskabspris 2019. Foto: Marianne Levinsen.

“Med projektet er der skabt tryghed og tilgængelighed for alle i forstadsbebyggelsen Tornhøj. Projektet viser på en overbevisende måde, hvorledes vi gennem en fælles indsats med landskabsarkitekturen som bannerfører skaber reel samfundsmæssig værdi. Juryen har valgt at give Kickstart Tornhøj hædrende omtale på grund af projektets eksempelværdi i forhold til at styrke den sociale sammenhængskraft, og for at vise hvordan landskabsarkitekturen på et strategisk og fysisk plan kan løfte rammerne for byliv og derved bidrage til løsningen af et af samfundets helt store udfordringer omkring ensomhed og udsatte boligområder.”

Dansk Landskabspris uddeles af Park og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for Dansk Landskabspris.

Med Dansk Landskabspris 2019 følger en check på 40.000 kroner.

Relateret indhold