Let aflæselig infrastruktur, stimulerende materialer og godt med farver og lys skal gøre det nemt for den enkelte beboer at finde rundt i Varde Kommunes kommende demenscenter, som skal opføres i Ølgod.
Den overordnede disponering af huset tager afsæt i en let aflæselig infrastruktur. Alle åbne faciliteter og servicefunktioner kommer til at ligge i bygningens cirkulære flow, mens hver boenhed gøres genkendelig gennem for eksempel materialer, navn og farver. Adgangsarealet til de enkelte boliger opbrydes af tilbagetrækninger ved indgangspartierne, hvor beboerne får mulighed præge indretningen med potteplanter, en stol eller andre tryghedsskabende elementer.
Vi ved fra forskning, at sanserne og følelseslivet bevares langt hen i demenssygdommen i modsætning til de kognitive og intellektuelle evner
arkitekt og partner hos RUM Claus Jensen
– Vi har ønsket at skabe et genkendeligt og hjemligt miljø, der giver tryghed for den enkelte beboer, og hvor arkitektur og indretning understøtter trivslen hos demente. Den let aflæselige infrastruktur gør det nemt for de enkelte beboere at finde rundt i bygningen – og hjem igen. Der er desuden indarbejdet velfærdsteknologiske løsninger som for eksempel sensorgulve og løsninger der sikrer en naturlig døgnrytmebelysning i boliger og servicearealer, fortæller arkitekt og partner hos RUM Claus Jensen.
RUM er totalrådgivere på opførelsen af det nye demenscenter, som skal rumme 32 almene plejeboliger og tilhørende servicearealer på godt 3000 kvadratmeter. RUM danner på opgaven team med Green Sustainable Landscape, Gregersen & Olsson samt Consel, og projektet opføres som fagentreprise.
Naturen flytter ind
Der er i projektet et særligt fokus på at skabe udemiljøer som understøtter fysisk aktivitet og udeliv, hvor borgere med demens, pårørende og medarbejdere kan færdes trygt i de grønne områder. Udearealerne er bearbejdet ud fra Varde Kommunes slogan “Vi er naturen” og landskabet trækkes helt ind i bebyggelsen med en variation af uderum.
– Vi ved fra forskning, at sanserne og følelseslivet bevares langt hen i demenssygdommen i modsætning til de kognitive og intellektuelle evner. Derfor skal rum, omgivelser og aktiviteter tale til sanser og følelsesliv, når man bygger for mennesker med demens, forklarer Claus Jensen.
Byggeriet opføres i henhold til energiklasse 2020, og alle materialer udvælges ud fra hensyn til miljø og sundhed og tilgodese anvendelighed, holdbarhed samt drifts- og vedligehold. Alt træ i byggeriet skal være FSC, PEFC-certificeret eller genbrugstræ.