På den vestlige del af Godsbanen i Aarhus er flere af de igangværende byggerier ved at stå færdige, og man er dermed klar til at lægge sidste hånd på seks veje og to pladser i området.
Det står klart, efter at magistraten (Aarhus Kommune har som den eneste kommune i landet magistratsstyre) har behandlet sagen og sendt den videre til byrådet.
Læs også: Her vil kommune parkere 1,1 mio. m3 regnvand
– Færdiggørelsen af gader og pladser på Godsbanen markerer endnu en milepæl i omdannelsen af området. Godsbanen er allerede god i dag, og området bliver kun bedre, når sammenhængskraften, trygheden og naturen bliver styrket med de indsatser, der er lagt op til, siger teknik- og miljørådmand Nicolaj Bang.
Går i gang i år
Gaderne og pladserne, det drejer sig om, Dea Trier Mørchs Gade, Anna Klindts Gade, Thomas Koppels Gade, Dan Turèlls Gade, Karen Wegners Gade, Else Marie Pades Plads, Exners Plads og Søren Frichs Vejs forlængelse.
Nogle af stederne kan arbejdet gå i gang i år, mens det andre steder venter et par år.
Læs også: Forsyningssektoren går sammen om fælles LCA-værktøj
Der bliver primært plantet træer af sorten røn, da det i forvejen er en udbredt træsort i området, men af de flere end 50 nye træer, der bliver plantet, kommer også elm, vintereg, lind og frugttræer.
Desuden oplyser Nicolaj Bang, at Teknik og Miljø også gerne vil i gang med anden etape af den rekreative kile, der giver adgang til Brabrandstisystemet.
Værner om områdets ånd
I færdiggørelsen af gader og pladser vil der blive genbrugt så mange materialer som muligt. På vejene vil der blive brugt genbrugsgranit, som primært stammer fra andre veje i kommunen. Og ved den grønne kile vil der blive brugt sten, træ, betonelementer og lysmaster m.m. fra banens tid.
Læs også: Frederiksberg går til kamp mod skybrud
– Jeg er glad for, at vi ikke bare føjer endnu mere nyt til et område, der har gennemgået en stor forvandling de senere år. Ved at genbruge mange af områdets materialer, værner vi om Godsbanens ånd og særlige urbane udtryk, som rigtig mange holder af, siger Nicolaj Bang.
I indstillingen til politikerne fremlægger Teknik og Miljø også planer for, hvordan de stadigt stigende mængder regnvand kan håndteres lokalt via opsamling i regnbede og bassiner, som skal bidrage til at gøre området mere grønt og levende.