Fredet præstegård har fået bugt med svampen

I 2015 blev den fredede gulkalkede præstegård i Sæby på Hornsherred ramt af skimmelsvamp, men i dag står den trelængede bindingsværksgård igen som en lun og sund bolig for præstefamilien.
Præstegården er blevet tør og lun. Pressefoto.
Præstegården er blevet tør og lun. Pressefoto.

I tre år har den smukke fredede præstegård i Sæby ikke været beboet, efter at der i 2015 blev konstateret skimmelsvamp i den historiske bygning. Efter en omfattende renovering af blandt andet ydervæggene er sognepræsten i Sæby atter flyttet tilbage til den næsten 200 år gamle præstebolig.

– Isoleringen i den gamle præstegård var lavet af organisk materiale, der skabte kondens på den indvendige side af bindingsværksvæggene og dermed skimmel. Renoveringen har været omfattende, fordi der var skimmelsvamp i flere rum i præstegården.

Det forklarer arkitekt Erica Heyckendorff fra Rønnow Arkitekter, der har været sagsarkitekt på restaureringen af den gamle præstegård. Hun suppleres af sognepræst Helene Rasmussen, der netop er flyttet ind.

– Det er en måned siden, at min familie og jeg flyttede tilbage til præstegården, og vi kan allerede mærke en stor forskel i forhold til isolering og indeklima. Boligen virker mere lun og sund, og de allergiske symptomer, vi havde for tre år siden, er væk. Det er rigtig dejligt at være tilbage.

Fredet gård kræver særlig omtanke

Sæby præstegård blev senest restaureret i 1959. Bygningen blev fredet helt tilbage i 1945, hvorfor Rønnow Arkitekter også har skullet udvise særlig omtanke og hensyn ved udførelsen af restaureringen af gården. En del af opgaven har blandet andet været at tilbageføre indretningen, så vidt det har kunnet lade sig gøre, til de oprindelige forhold.

Ifølge Erica Heyckendorff har det ikke mindst været en udfordring at finde et åndbart materiale, der kunne erstatte den gamle efterisolering af bindingsværksgården og samtidig respekterede fredningsværdierne bedst muligt.

– Vi har lagt mange kræfter i at finde et isoleringsmateriale til ydervæggene, som kan fremtidssikre bindingsværket. Derudover har det været vigtigt for os, og ikke mindst et krav fra Slots- og Kulturstyrelsen, at bevare bindingsværksvæggens slanke udtryk og bruge et efterisoleringsmateriale med en høj isoleringsværdi, så løsningen ikke giver en for stor tykkelse i forhold til de oprindelige vindueslysninger, fortæller hun og uddyber:

– Vi har arbejdet hårdt på at komme tilbage til præstegårdens oprindelige udtryk. Vi har blandet andet været i et arkiv, hvor vi for eksempel fandt fotos fra en dansk film fra 50’erne med Ove Sprogøe, som var optaget på præstegården. På fotografierne kunne man se, hvordan dele af gårdens facader så ud på det tidspunkt, og disse opdagelser har vi benyttet i rekonstruktionen. Suppleret med gamle tegninger fra arkiverne har det resulteret i, at vi har genopført dele af midterskillevæggen, så den kom tilbage til sin oprindelige placering, og retableret en række stalddøre i østlængen, hvor præstens kontor og konfirmandstuen nu er blevet indrettet.

I Rønnow Arkitekters søgen efter et egnet diffusionsåbent efterisoleringsmateriale faldt valget på det diffusionsåbne Multipor Isoleringssystem til bindingsværk fra Xella, der også er leverandør af byggematerialer i porebeton og kalksandsten.

Konkret har man valgt en løsning, hvor bindingsværkets indvendige side først blev helt afrenset. Derefter har man fastgjort rørvæv på selve bindingsværket og påført lermørtel for at få tavl (murværksfelterne i bindingsværket) i flugt med bindingsværket. Derefter er isoleringspladerne monteret.

Relateret indhold