Fire prækvalificerede virksomheder var med i det totalentreprenørudbud, som Frederikssund Kommune netop har afsluttet. Vinder af opgaven blev entreprenørfirmaet Jakon sammen med EKJ Rådgivende Ingeniører som støttende enhed.
Det færdige resultat af teamets arbejde skal bringe publikumsvenligheden på Willumsens Museum op på højeste niveau, så der er et match til det kunstneriske internationale niveau.
Willumsens Museums bestyrelsesformand, Ole Find Jensen, siger:
– Ombygningen vil få enorm betydning for museet, som i fremtiden dels vil blive mere publikumsvenligt og dels vil være i stand til at opbevare de mange kunstværker på en fuldt forsvarlig måde.
Formanden for kommunens Job, erhverv og kultur-udvalg, Michael Tøgersen, tilføjer:
– Jeg er meget tilfreds med, at vi – selv i en periode med høj inflation – kan få tilbud, der kan holdes indenfor vores økonomi. Der er således valgt et meget kvalificeret bud, som holder sig inden for prisen. Det har stor betydning for projektet, da det blandt andet er finansieret ved tilsagn om økonomisk støtte fra en række fonde.
Restaurant skal krydre museumsoplevelsen
Ombygningen af Willumsens Museum handler dels om at skabe bedre forhold for de besøgende på museet samt om at skabe de helt rigtige forhold til opbevaring af museets mange værker. En vigtig del af den kommende renovering er derfor et nyt og moderne ventilationssystem og sikringsforhold, der sikrer de rette forhold at opbevare værkerne i.
Bedre sikkerheds- og klimaforhold vil også give museet mulighed for at låne værker fra store internationale museer til udstillinger i højere grad end i dag.
Kommende museumsgæster vil blandt andet kunne glæde sig over en optimering af museets publikumsfaciliteter, der inkluderer en ny hovedindgang, billetområde og butik.
Museet vil også få køkken og restaurant, så gæster kan krydre deres museumsoplevelse med spisning. Endelig vil et udvidet værksted til museets populære billedskole give plads til flere hold og deltagere og give langt bedre forhold til kreative aktiviteter for dagtilbud, skoler og andre interesserede, der besøger museet.
Budget: 77 mio. kr.
Jakon skal nu projektere selve ombygningen, så byrådet kan godkende den forventeligt i december 2023. Museet vil været lukket for publikum mens arbejdet udføres i perioden medio 2024-2025. Museet ventes at genåbne i andet halvår af 2025.
Det forestående renoveringsprojekt forventes at ville koste ca. 77 millioner kroner. Det finansieres delvist af fire fondsdonationer på i alt 36,5 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden, Augustinus Fonden, Louis-Hansens Fond samt Villum Fonden, der hver især har givet støtte til forskellige dele af ombygningsprojektet.
Byrådet i Frederikssund Kommune lægger dertil 41,2 millioner kroner.