Forvandler slidt erhvervsbygning til bæredygtige boliger

Casa og CapMan omdanner en gammel erhvervsbygning til Erantishaven med 83 nye boliger. De DGNB Guld-certificerede boliger bliver en del af Rødovre Kommunes visionære plan om at skabe en ny grøn bykerne i byen.
Det var en glad borgmester Britt Jensen, der kunne tage første spadestik til de nye boliger, der skal kunne rumme familier i alle aldre. Her ses borgmesteren sammen med projektdirektør Benny Nielsen fra Casa (tv.) og partner i CapMan, Peter Gill.
Det var en glad borgmester Britt Jensen, der kunne tage første spadestik til de nye boliger, der skal kunne rumme familier i alle aldre. Her ses borgmesteren sammen med projektdirektør Benny Nielsen fra Casa (tv.) og partner i CapMan, Peter Gill.

Erantishaven

  • Bygherre: CapMan Real Estate og Casa i joint venture
  • Totalentreprenør: Casa
  • Arkitekt: Norconsult Arkitektur
  • Ingeniør: Sweco
  • Fundering: Arkil
  • Projektet: 83 lejeboliger i 6 etager på Kirstine Pedersens Vej (tidligere Egegårdsvej). Dertil 78 parkeringspladser i kælderen
  • Størrelse: 7.700 m2
  • Bæredygtighed: Certificeres til DGNB Guld
  • Estimeret budget: 120 mio. kr.
  • Kilde: Byggefakta

Rødovre Kommunes vision er at skabe en bykerne med moderne boliger, byliv og rekreative områder. De nye boliger i Erantishaven er en del af den plan. Erantishaven ligger centralt i Rødovre med kun 100 meter til det store shoppingcenter Rødovre Centrum og få minutters gang til Damhussøen. Området har tidligere været præget af erhverv, men nu bliver den naturskønne beliggenhed udnyttet fuldt ud med moderne boliger

– Erantishaven er et godt eksempel på, hvordan vi holder fast i det Rødovre, vi kender – også når vi udvikler nye områder. På mange måder fletter byggeriet sig ind i Rødovres historie – og ind i Rødovres sjæl, siger borgmester Britt Jensen.

Byggeledelsen bruger eksisterende bygning

Udviklingen af Erantishaven sker i et joint venture mellem CapMan og CASA, som har arbejdet sammen på flere projekter tidligere.

I dette projekt, som er certificeret DGNB Guld, bliver miljø et gennemgående tema. Betonen fra det gamle erhvervsbyggeri bliver knust og udnyttet som bærelag på byggepladsen og under de fremtidige belægninger. Det svarer til cirka 1000 tons beton, som bliver genanvendt på stedet.

På samme måde bliver de eksisterende belægninger genbrugt i anlægsprojektet, mens byggeledelsen slår sig ned i den eksisterende bygning for at spare på ressourcerne.

– I Casa har vi sat os som mål at minimere vores CO2-aftryk med 30 % i 2023. Derfor analyserer vi vores projekter for at se, hvor vi kan sætte ind for at minimere ressourceforbrug, transport og energiforbrug. Vi vender hver en sten bogstavelig talt. Resultatet er mere bæredygtige boliger til fremtidige generationer, siger projektdirektør Benny Nielsen.

Partner i CapMan, Peter Gill, der selv bor i byen, tilføjer:

– Jeg synes, at man i Rødovre gennem længere tid har haft modet til at udvikle byen og således skabt grobund for større mangfoldighed i befolkningssammensætningen, der igen er med til at skabe bedre dynamik. Vi vil gerne være med at understøtte denne udvikling yderligere, således at Rødovre kan blive en by med plads til alle. Det er styrken ved byen, og det skal vi blive ved med at sikre os.

Erantishaven står klar til indflytning i september 2023.

Relateret indhold