Nyborg Kommune vil omdanne et tidligere industriområde på 7.000 m2, der ikke længere er i brug, til et nyt rekreativt mødested for byens borgere.
Det store område har over en årrække forandret sig, og er gået fra at være et privat industriområde til et attraktivt boligområde, hvor en masse mennesker hver dag færdes, og de har brug for nye grønne omgivelser til rekreative formål. Det betyder blandt andet, at der etableres folkehaver og redskabsskure til havebrug.
– Byparken bliver en del af en rekreativ forbindelse mellem byen og vandet og et lokalt samlingspunkt for de nye bykvarterer, som er ved at blive formet på de gamle DSB-arealer. Vi håber, at vi med byparken kan skabe rammerne for en levende park, hvor aktiviteter, kulturhistorie og natur kan supplere hinanden og udvikle sig over tid – et område med plads til både små events og lokale arrangementer, aktiviteter på og ved vandet, ophold, leg og bevægelse, siger Søren Svendsen, udvalgsformanden for Teknik- og Miljøudvalget i Nyborg Kommune.
Ny jord giver kuperet terræn
I den nye bypark etableres også en folkeplads, som skal bruges til mindre events samt funktionel træning, hvor motionsglade borgere kan udfolde sig. Visionen er også at give lettere adgang til vand og vandaktiviteter for brugergrupper, der ikke har det i forvejen.
Derfor anlægges der en bro i universelt design, der sikrer gode bade- og aktivitetsmuligheder i havneområdet for borgere med funktionsnedsættelser.
Der påføres et rent lag jord for at fortrænge det pt. forurenede jord. De nye jordmængder kommer til at give byparken et kuperet terræn med kontur og bevoksning.
Moderne og rekreativt
Den samlede projektøkonomi er på 5.240.185 kroner hvoraf Lokale og Anlægsfonden støtter med 1.573.000, mens Nyborg Kommune finansierer resten.
Oliver Vanges, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden, siger:
– Nyborg Bypark skal blive et stærkt eksempel på, hvordan man transformerer et centralt beliggende, men ubrugt industriareal, der ikke længere tjener sit oprindelige formål, til en moderne rekreativ bypark og aktiv havn, der giver området en helt ny funktion, samt identitet, siger han og tilføjer:
– Projektet har mange fine anslag, som nu skal færdigudvikles for at komme helt i mål.