Fortsat mange snubleulykker

I 2016 udgjorde snubleulykkerne 21,1 procent af de alvorlige ulykker i bygge og anlæg. Andelen har i de foregående fem år i gennemsnit ligget på nøjagtig det samme.
Snubleulykker er fortsat et stort problem med over 200 alvorlige ulykker om året, viser en ny opgørelse fra Arbejdstilsynet. Foto: Colourbox.
Snubleulykker er fortsat et stort problem med over 200 alvorlige ulykker om året, viser en ny opgørelse fra Arbejdstilsynet. Foto: Colourbox.

Gode råd

  • Til arbejdsgiveren:
  • – Orienter jer om bygherrens planlægning på byggepladser omkring etablering og vedligeholdelse af adgangsveje, trapper, belysning, glatføreberedskab mv. og vurder, om det er tilstrækkeligt til jer. Ved spjældarbejde, sørg for aftaler om dette med kunderne.
  • – Undgå at medarbejderne skal bære værktøj og materialer. Sørg for mekanisk transport helt frem til arbejdsstedet.
  • – Organiser, at der ryddes op og holdes orden på adgangsveje og arbejdssteder.
  • – Aftal med de ansatte, hvad du vil have dem til at gøre for at undgå snubleulykker.
  • Til de ansatte:
  • – Sig til og sig fra når adgangsveje, trapper, belysning og glatførebekæmpelsen ikke er i orden.
  • – Hold løbende underlaget, hvor der færdes og arbejdes, fri for værktøj, materialer og spild.
  • – Brug hjælpemidler til transport værktøj og materialer helt frem til arbejdsstedet – undgå at bære ting.
  • – Skyd ikke genvej – brug de planlagte adgangsveje.

Rod på byggepladsen, hullede færdselsveje og glatte underlag. Det er ofte banale hverdagsting, som får de ansatte til at falde, glide eller snuble.

Arbejdstilsynets opgørelse viser, at andelen af alvorlige snubleulykker hos de ansatte inden for bygge og anlæg er på 21,1 procent i 2016. Det svarer til gennemsnittet for perioden 2012-2016. Den laveste andel var i 2012 med 17 procent, og den højeste andel var i 2013 med 25 procent.

Ulykker kategoriseres som alvorlige, når de fører til mere end tre ugers fravær. De alvorlige snubleulykker resulterer typisk i brækkede arme og ben, kraftige forstuvninger og i nogle tilfælde skader på hovedet – eksempelvis kraniebrud. Ofte får den ansatte varige mén af ulykken. Men snublen er også årsag til et højt antal ulykker med kortere fravær.

– Det er vigtigt, at vi får antallet af snubleulykker ned. Det er bestemt også realistisk, for det er ikke svært at forebygge disse ulykker – ofte handler det om små ændringer i det daglige. For eksempel at rydde op på byggepladsen, undgå at løbe og sikre, at der er jævnt, der hvor man færdes, påpeger Katrine Krone, kontorchef i Arbejdstilsynet.

Arbejdstilsynet har siden 2015 haft særligt fokus på området. Både via tilsyn og gennem kommunikationskampagnen ‘Stop snubleulykker’, der skal hjælpe virksomheder og medarbejdere til at forebygge de mange snubleulykker.

Blandt andet har Arbejdstilsynet udarbejdet et kort faktaark til virksomhederne med gode råd til, hvordan ulykkerne kan forebygges. Arkene ligger på at.dk/snubleulykker, hvorfra de nemt kan printes ud og hænges op.

… det er ikke svært at forebygge disse ulykker – ofte handler det om små ændringer i det daglige.

Relateret indhold