Eskaro Group
- Beskæftiger godt 1.100 medarbejdere i seks lande
- Producerer cirka 30 millioner liter produkter årligt
- Har været tilstede i Finland siden 1975 og i de fem øvrige lande siden 1990’erne
- De seks virksomheder fungerede indtil 2007 som separate enheder, hvorefter de blev samlet i holdingselskabet Eskaro Group AB, som er indregistreret i Göteborg, Sverige
- Opererer seks fabrikker i fem lande (Ukraine, Rusland, Hviderusland, Estland og Finland) samt 15 distributionscentre, hvorfra varer til eksport blandt andet distribueres
- Produktporteføljen består af et bredt sortiment, hvor maling udgør cirka halvdelen af koncernens omsætning, primere/grundingsolie cirka 10 %, træbeskyttelse cirka 5 %, mens øvrige kategorier såsom lak, lim, klæber, fugemasse osv. udgør cirka 35 %
Med købet af 70 procent af aktierne i Eskaro Group AB tilføjer Flügger endnu en østeuropæisk aktør til koncernens aktiviteter.
Flügger købte for et år siden aktiemajoriteten i den polske malingkoncern Unicell, og med opkøbet af aktiemajoriteten i Eskaro udvider Flügger-koncernen dermed sin tilstedeværelse mod øst og træder ind på nye markeder. Eskaros aktiviteter dækker Ukraine, Rusland, Hviderusland, Estland, Letland og Finland, hvor koncernen driver i alt seks fabrikker, som producerer mere end 30 millioner liter maling, lak og primer årligt. Produktionsfaciliteterne omfatter blandt andet en ny og moderne fabrik i Ukraine. Størstedelen af Eskaros produkter afsættes til forhandlere, byggemarkeder og øvrige detailbutikker
Stifter af Eskaro, Igor Chumakov, ejer efter transaktionen 30 procent af Eskaro, mens Flügger Group ejer 70 procent. Igor Chumankov vil stå for den daglige drift og ledelse af Eskaro og vil i tæt samarbejde med ledelsen i Flügger udvikle de fremtidige forretningsplaner for Eskaro på kort og længere sigt.
Inden handlen går i gennem, skal den godkendes af konkurrencemyndigheder.
Vejen til 2,5 milliarder kroner
– Eskaro er en yderst interessant virksomhed, der opererer på vækstmarkeder. Eskaro har gennem årene skabt en solid platform i Østeuropa, hvor vi tror på, at der er potentiale for fortsat profitabel vækst. Siden 2016 har Eskaro leveret en årlig vækst på 15 procent, og vi forventer at kunne udnytte væsentlige synergier mellem Flügger og Eskaro i løbet af de kommende år, siger Jimmi Mortensen, administrerende direktør i Flügger Group.
– Med købet af polske Unicell i november 2019 styrkede vi vores position inden for DIY på det polske marked betragteligt, og nu gør vi det tilsvarende i store dele af Østeuropa med købet af Eskaro, som har en førende position inden for vandbaseret maling. Opkøbet understøtter vores strategi Going Green, hvor vi ser vækstpotentiale i Østeuropa og ønsker at ekspandere Flügger groups tilstedeværelse i Østeuropa. Med opkøbet af Eskaro er vi kommet et stort skridt nærmere vores finansielle målsætninger for 2023/24 om en omsætning på +2,5 milliarder kroner og en EBIT på +8 procent.
Størstedelen af Eskaros omsætning stammer fra salg via forhandlere og byggemarkeder, hvor Ukraine og Rusland udgør cirka 2/3 af omsætningen. I 2020 forventer Eskaro at omsætte for cirka 420 millioner kroner, EBIT på 27 millioner kroner, (EBIT-margin: 6,5 procent) og EBITDA på 40 millioner kroner, (EBITDA-margin: 9,5 procent).