Kvindelige håndværkere og rekruttering
- Knap halvdelen af virksomhederne i bygge- og anlægsbranchen har ansat kvindelige håndværkere.
- En tredjedel af virksomhederne har modtaget ansøgninger eller henvendelser fra kvindelige håndværkere.
- Cirka halvdelen af virksomhederne overvejer at ansætte kvindelige håndværkere. Det er en stigning fra sidste år, hvor det var cirka en tredjedel.
- Den største årsag til at man ikke har ansat kvindelige håndværkere er, at man ikke har modtaget ansøgninger eller henvendelser fra kvinder.
- En del virksomheder angiver at kvinder ikke passer ind hos dem ? men der er dog et fald i forhold til sidste år.
47 procent af de adspurgte bygge- og anlægsfirmaer i en ny undersøgelse fra Dansk Byggeri siger, at de “overvejer at ansætte” kvindelige håndværkere, fagudlærte eller ej. Desværre har blot 36 procent af dem modtaget ansøgninger fra kvindelige tømrer, murer, struktører eller andre faggrupper.
Tallene stammer fra en analyse blandt brancheorganisationens 1.183 medlemmer. 139 af dem har gennemført undersøgelsen.
– Jeg glæder mig selvfølgelig over, at flere virksomheder overvejer at ansætte en kvindelig håndværker. Men jeg så gerne, at der var endnu flere, vi arbejder nemlig med, at det skal blive mere naturligt, at bygge- og anlægsbranchen også er for kvinder, siger underdirektør i Dansk Byggeri Louise Pihl.
Sidste år svarede 32 procent af deltagerne, at de overvejede at ansætte en kvinde.
Savner balance i branchen
Byggebranchen er meget mandsdomineret, hvilket ikke matcher behovet for hænder i fremtiden.
– Det handler grundlæggende om, at vi står over for en udfordring med at finde arbejdskraft, og så er det dumt kun at rekruttere fra den ene halvdel af befolkningen. Når vi samtidig ved, at det giver bedre trivsel og bundlinje, hvis der er en blanding af kvinder og mænd på en arbejdsplads, så er der ingen grund til at holde sig tilbage for at få flere kvinder med, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.
Fordelingen i bygge- og anlægsbranchen er langt fra ligevægtig. Det skal der gøres noget ved, fortæller underdirektøren.
Behov for rollemodeller
– Vi nedsatte i 2018 Byggeriets Kvinderåd, som i januar kom med otte anbefalinger. Dem er vi ved at implementere. Det handler særligt om, at vi vil skabe en ny fortælling om kvinder i bygge- og anlægsbranchen. Repræsentanter fra rådet rejser rundt på erhvervsskoler og arbejdspladser og fortæller, hvorfor de gik ind i branchen. Det kan forhåbenligt inspirere andre. Boss Ladies er et andet stort projekt, som vi har lavet sammen med 3F, hvor 40 kvindelige rollemodeller besøger folkeskoler og snakker om mulighederne for at blive tømrer, murer eller elektriker, fortæller Louise Pihl.
Hun finder dog plads til optimisme for fremtidig tilgang af kvinder i tallene fra dette års undersøgelse.
– Jeg er glad for, at flere kvinder ansøger om et job i branchen, og at virksomhederne svarer, at de er klar til at tage imod. Men der er lang vej igen. Kun tre procent af håndværkerne er kvinder, siger hun.
Blandt de adspurgte firmaer har 45 procent kvinder på lønningslisten.