Umiddelbart ligner en Duopower dybel en almindelig universaldybel, som er beregnet til massive materialer, hulsten, gibs og andet. Men når man ser nærmere på den, bemærker man, at den består af to forskellige materialer med hver sin farve. Derfor har Fischer da også døbt den nye dybel Duopower. På mange måder er det også en universaldybel, men i kraft af den består af to forskellige nylon-materialer, opnår den både en større styrke og en højere udtræksværdi, lyder det fra Fischer.
Skubbet ind i hinanden
På Byggeri18 forklarede Henrik Jønsson fra Fischer, at den yderste og grå del af dyblen består af nylon, mens den røde inderkerne er fremstillet af en hårdere type nylon.
Ved at have to nylontyper med hver sin hårdhed, opnår man flere fordele på én gang.
Konsulent Henrik Jønsson Fischer
– Det giver flere fordele i forhold til en normal dybel, som typisk er fremstillet af et plastmateriale. Ved at have to nylontyper med hver sin hårdhed, opnår man flere fordele på én gang. Den folder sig nemlig ud efter hvilket materiale, den monteres i. I massive materialer vil den udvide sig jævnt. I andre materialer som hulsten giver den sig på midten, hvor den sender vinger ud til fire sider. To fra dyblens yderste del og to fra den inderste del. Endelig er spidsen sådan udformet, at den kan vride sig omkring sin egen akse og danne en knude. Og det gør den, når det eksempelvis handler om tolags gips, siger Henrik Jønsson.
Dybel med strips
Fischers anden nyhed har fået navnet Duotec. Det er en kipbar dybel til gips og andre pladematerialer, men som tilmed også kan bruges til massive materialer. Den består egentlig at tre dele. En dybel, en strip og en yderdel, som kan forskydes på strippen.
Når det handler om pladematerialer, som eksempelvis gibs, føres dyblen ind ved hjælp af stripsbåndet, og når den er kommet igennem, vender den sig, så dyblen ligger fladt an mod gipsen. Med strippen trækker man yderdelen så langt, at den ligger an ind i gipsen, og så kan skruen monteres.
– Duotec dyblen er ikke kun til plader, men er også er anvendelig til faste materialer. Her stikkes den blot ind i hullet, men her er forskellen, at den ikke vender sig. Og når skruen skrues i, fungerer den principielt på samme måde som en almindelig dybel, der ekspanderer i dens hele længde, forklarer Henrik Jønsson.