Firmaets mand’ er ny topchef i Komproment

Efter 17 år, hvor Mads Røge har været med til at præge Komproments grønne produktlinje, skal han nu stå i spidsen for at vise virksomhedens bæredygtige produkter frem på eksportmarkeder.
Mads Røge.
Mads Røge.

I de senere år har Komproment, der leverer ventilerede facader og tage i skærmtegl, beton eller skifer, taget et stort spring fremad ved at gå all-in på bæredygtighed og dokumentation for produkternes klimaaftryk.

Den satsning og succes har virksomhedens nyudnævnte administrerende direktør Mads Røge i høj grad været med til at præge ved i de sidste ti år at have siddet i bestyrelsen for Komproment og dermed rekrutteret til topposten fra egne rækker.

Mads Røge kender dermed virksomhedens DNA i detaljer efter en årrække med ansvar for logistik, personale og de værdier, som kendetegner virksomheden:

– Jeg kan fortsætte med at udvikle Komproment som brand for bæredygtige og ventilerede facader og tagløsninger. Alle i virksomheden har været med til at opbygge vækstpotentialet, og vi har set rigtigt i forhold til meget tidligt at arbejde med at levere dokumentation af bæredygtighed i hver en sammenhæng. Vi skal fortsætte med at være mindst et skridt foran markedet, og dermed stå stærkt i den danske og internationale konkurrence, siger Mads Røger, der har en baggrund i Forsvaret og tidligere har været udsendt til Balkan.

Desuden er han uddannet speditør og har en bachelor i ledelse. Som 18-årig fik han den første erfaring indenfor facadebranchen med et ophold i Tyskland i en virksomhed med fokus på facadesystemer i glas og aluminium.

Alle kæmper for succes

Niels Heidtmann, der sidder som eksportdirektør, stifter og medejer af Komproment, fortæller, at den nye administrerende direktør har været i virksomheden i 17 år og dermed har været med næsten hele vejen:

– Vi ved, at vi får en dedikeret direktør, der skaber udvikling gennem samarbejde. Han kender vores produkter, vores kunder og leverandører og har været med til at præge den grønne produktlinje, som har gjort os til markedsleder, siger han, hvortil Mads Røge siger:

– Det har været en fornøjelse at være med så længe i Komproment. Vi har et solidt fundament, og det er fantastisk at få lov til nu at positionere Komproment som et stærkt brand for tag- og facadeløsninger. Det vil lykkes, fordi vi alle kæmper for succes for Komproments produkter.

Mere plads til at vise løsninger

Som ny direktør vil Mads Røge videreføre virksomhedens eksportfokus, der nu også omfatter etablering af landekontorer. Sverige er åbnet i 2021, og i løbet af 2022 håber Mads Røge, at Komproment kan etablere sig i Tyskland og dernæst Norge:

– Herhjemme glæder vi os til at flytte ind i et helt nyt domicil i Støvring i løbet af 2022. Her vil vi få meget mere plads til at vise Komproments løsninger frem – og her vil vi selvfølgelig møde vores kunder og leverandører med et domicil, der oser af smukke, bæredygtige ventilerede tag- og facadesten fra eget produktprogram.

Relateret indhold